Europæiske aktier: Nye stryg til Spanien i positivt marked
De europæiske aktiemarkeder lukkede tirsdag overvejende med pæne stigninger, men det holdt hårdt. Flere af de ledende indeks skulle først ned at vende i minus, inden de kunne trække sig tilbage i plus, mens der var flere stryg til det spanske marked, hvor bankerne igen fik en kindhest af investorerne.
Så mens det britiske, franske og tyske aktiemarked sluttede med stigninger på henholdsvis 0,7, 1,4 og 1,2 pct., tog det spanske IBEX 35-indeks endnu en tur ned i dyndet med et minus på 2,3 pct.
Bankia, som i sidste uge blev reddet af den spanske stat, faldt med godt 16 pct. efter en nedtur på 13,4 pct. mandag og 7,4 pct. fredag i sidste uge. Banco de Sabadell, Bankinter, Caixabank, Banco Santander, BBVA og Banco Papular Espagnol oplevede alle kursfald på mellem 2,4 og 4,4 pct. i tirsdagens handel.
Positive analyser løftede flere af de aktier, som klarede sig bedst til i det europæiske Stoxx 600-indeks. Ifølge Bloomberg News steg CGGVeritas, der beskæftiger sig med seismisk overvågning af oliefelter, med 5,7 pct. efter en købsanbefaling fra det schweiziske børshus UBS. Trelleborg, der steg med godt 6 pct. på børsen i Stockholm, var blandt højdespringerne i Stoxx 600 efter en købsanbefaling fra SEB Enskilda.
Bilproducenterne havde generelt en god dag med stigninger til blandt andet Volkswagen og Renault på 4,3 og 4,0 pct.
I Oslo stormede Opera Software i vejret med 20 pct., efter at teknologisitet Pocket-Lint med henvisning til en "betroet kilde" fredag skrev, at Facebook kan være på vej til at købe det norske selskab.
- Opera har været en opkøbscase i omkring 10 år, men der er ingen tvivl om, at der kan hentes store synergier, hvis rygterne omkring Facebook taler sandt, siger analytiker Thomas Nielsen fra Pareto Securities til TDN Finans og tilføjer, at han dog ikke ved, hvor meget hold der er i rygterne.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk