Europa/aktier: Alle sektorer bidrog til optur - men norsk aktie skilte sig ud

Udgivet den 10-07-2024  |  kl. 17:48  |  

De europæiske aktiebørser fik onsdag revancheret sig oven på faldet tirsdag, hvor bekymringer for den politiske situation i Frankrig igen satte dagsordenen.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte 0,9 pct. højere efter plusser til alle 11 undersektorer.

Bedst gik det for ejendomsaktierne med en stigning på 2,1 pct. efter en dag, der også bød på faldende markedsrenter.

Dagens helt store vinder i Stoxx 600 blev dog den norske forsvars- og våbenproducent Kongsberg efter et regnskab for andet kvartal med markant fremgang.

Både omsætning og indtjening steg mere end ventet i andet kvartal, og en stigning i ordreindgangen på 64 pct. på årsbasis til 17,3 mia. norske kr. var også et stærkt element i regnskabet.

Analytikerne havde kun ventet en ordreindgang på 13,0 mia. norske kr.

Kongsbergs aktie steg 11 pct. til rekordkursen 993 norske kr.

I Frankfurt der der opmærksomhed om Volkswagen efter overvejelser om, at selskabets Audi-elbilfabrik i Bruxelles muligvis vil blive lukket. Det skyldes et fald i salget af dyre elbiler på globalt plan.

En nedlukning, eller hvis der skal findes alternativ anvendelse af fabrikken, vil sammen med andre uforudsete udgifter have en påvirkning på op til 2,6 mia. euro.

Som et resultat heraf nedjusterer Volkswagen forventningerne til driftsmarginen i år til 6,5-7,0 pct. fra 7-7,5 pct.

VW-aktien endte dog 2,1 pct. højere.

På børsen i London faldt boligbyggefirmaet Barratt Developments 1,2 pct. efter en handelsopdatering for det netop afsluttede regnskabsår 2023/24.

Året blev afsluttet med et lidt større overskud før skat, end selskabet tidligere havde ventet, men analytikerne hæfter sig ved selskabets forventning om, at det i det nye regnskabsår, der løber frem til udgangen af juni 2025, venter at komme til at aflevere færre huse end sidste år.

I det forgangne regnskabsår afleverede Barratt 14.004 boligenheder, men det tal ventes at falde til 13.000-13.500 i 2024/25.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯