Europa/aktier: Bankerne er atter inde i varmen

Udgivet den 13-01-2014  |  kl. 12:56  |  

Det går hastigt fremad på de europæiske aktiebørser mandag eftermiddag. Bankerne er fint understøttet, blandt andet efter at en række centralbanker og myndigheder i weekenden godkendte en ny og kraftigt udvandet international standard for bankernes gæld. Også aktierne i den franske bilfabrikanten Peugeot rives af hylderne, efter en positiv anbefaling fra børshuset Sanford Bernstein.

Det brede Stoxx 600 Europa-indeks stiger 0,1 pct. til 330,31. Det er det højeste niveau siden 2008.

Peugeot stiger 7 pct. og ligger dermed helt i top blandt de 600 største europæiske selskaber. Sanford Bernstein har løftet sin anbefaling til "outperform" fra "market perform". Det sker blandt andet med henvisning til, at der er tegn på et opsving i bilsalget i Europa.

Næststørste stigning i Europa går til britiske Ocado Group, der stiger 6,4 pct. Der er ikke nyt fremme om online-supermarkedet, som dog kommer med regnskab senere i denne uge.

For bankerne er de nye udvandede Basel III-regler om gæld en sejr for sektoren, skriver Wall Street Journal. Ændringerne letter kravene for finansielle produkter som derivater og genkøbsaftaler, der udgør en stor del af balancen hos investeringsbankerne. Dermed vil de ikke samme grad skulle ud og polstre sig for at leve op til kapitalkravene. Det afspejler sig også i kursudviklingen i sektoren, der trækker mest op mandag.

Tyske Commerzbank og Deutsche Bank ligger godt til med en stigninger på 3,9 pct. og 3,4 pct., mens Banco Popular Espanol gør det bedst i sektoren med en stigning på lige under 6 pct. I Schweiz stiger UBS med 2,3 pct. Bankens topchef Sergio Ermotti afviser meget apropos i et interview med Bloomberg News spekulationer om, at UBS overvejer at udskille sin investeringsbank for nemmere at leve op til kapitalreglerne.

Blandt mandagens mundgodt på aktiemarkedet finder man også Suedzucker, der stiger næsten 6 pct. Fremgangen kommer i kølvandet af regnskabet for tredje kvartal, der trods tilbagegang slog analytikerforventningerne.

I Paris stiger Alcatel-Lucent, der laver netværksudstyr, med 4,6 pct. Kilder fortæller Bloomberg, at selskabet er i færd med drøftelser om salg af en mindre bid af virksomheden. Handelen vurderes at kunne indbringe op mod 250 mio. euro.

Fokus på aktiemarkedet er nu på, om virksomhedernes regnskaber lever op til de opskruede kursniveauer. Aluminiumsproducenten Alcoa tog i sidste uge vanen tro hul på den amerikanske regnskabssæson. I denne uge omfatter de vigtigste regnskabsmeddelelser nyt fra storbankerne JPMorgan Chase og Wells Fargo tirsdag. Onsdag følger Bank of America og torsdag Goldman Sachs og Citigroup, kreditkortudbyderen American Express samt chipproducenten Intel.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder