Europa/aktier: Britisk telekoncern straffet for nedjustering i stigende marked
De europæiske aktier tog torsdag revanche efter fald onsdag, hvor valget af Donald Trump ved præsidentvalget i USA gav bekymring for øgede handelsbarrierer og svækkede afsætningsvilkår for europæiske virksomheder.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte 0,7 pct. højere efter stigninger i 8 af 11 undersektorer. IT og materialer steg mest med godt 2 pct., mens et skuffende regnskab fra britiske BT Group pressede aktierne inden for kommunikationsservice.
BT Group skuffede med en nedjusterede forventninger til det regnskabsår, der løber frem til udgangen af marts. Investorerne reagerede ved at sende teleaktien ned med 3,6 pct.
Blandt de mest stigende i Stoxx 600 endte den tredjestørste italienske bank, Banco BPM, med en stigning på 9,3 pct., efter at det har lagt et købstilbud på kapitalforvalteren Anima Holding på 1,6 mia. euro.
Prisen er på 6,2 euro per aktie i Anima, der torsdag steg 11,0 pct. til 6,39 euro.
Stålgiganten Arcelormittal steg på børsen i Paris med 6,8 pct. efter sine tal for tredje kvartal, der overraskede positivt i forhold til analytikernes forventninger.
Daimler Trucks regnskab blev også positivt modtaget af investorerne, der sendte aktien op med 3,0 pct.
Kvartalstal fra det hollandske fintech-selskab Adyen imponerede derimod ikke investorerne, der kvitterede med et kursfald på 3,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯