Europa/aktier: Centralbank gav fald til FTSE
Svenske Securitas satte sig solidt på topplaceringen blandt de større europæiske aktier onsdag. Den svenske sikkerhedskoncern blev belønnet for et regnskab, der var lidt bedre end ventet trods et hårdt marked.
Samlet faldt Europa-brede Stoxx 600-indeks 0,2 pct. til 302,77, mens der var en blandet udvikling på de enkelte landeindeks. Det franske CAC40-indeks steg 0,2 pct., mens DAX-indekset i Tyskland faldt 0,5 pct. og FTSE-indekset i London tabte 1,4 pct.
Det britiske indeks tog et dyk, da centralbanken Bank of England kl. 11.30 offentliggjorde sin inflationsrapport. Her gjorde den nye centralbankchef Mark Carney det klart, at han venter en britisk ledighed på mere end 7 pct. frem til tidligst tredje kvartal af 2016. Af samme grund vil han holde renten rekordlav indtil da - eller længere.
Resten af Europas aktiemarkeder fulgte London ned, men en halv time senere fik et overraskende godt nøgletal for tysk industriproduktion rettet op på sagerne på de fleste børser. Landets industrisektor producerede 2,4 pct. mere i juni end i maj - estimatet var beskedne 0,3 pct. ifølge Bloomberg.
Securitas regnskab bød på lovende tal og blev belønnet med en stigning på 8,4 pct. til 70,50 skr., den højeste kurs i mere end to år.
- Regnskabet viser, at Securitas høster frugterne af de besparelser, der blev sat i værk i slutningen af sidste år, og at finansieringsomkostningerne fremover bliver lavere, end hvad markedet regnede med, udtalte aktieanalytiker Anders Tegeback fra SHB til det svenske nyhedsbureau Direkt.
I Oslo var SAS rival Norwegian til gengæld under pres efter et sæt trafiktal for juli, der skuffede markedet. Godt nok steg passagertrafikken 29 pct. hos Norwegian i måneden, men yielden - et mål for indtjeningen - faldt til gengæld 11 pct. Aktien daler da endte 5,8 pct. lavere i 248 nkr.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›