Europa/aktier: Den franske børs tager politisk kaos med ro

Udgivet den 05-12-2024  |  kl. 13:05  |  

Der er behersket fremdrift på de europæiske aktiemarkeder torsdag middag, hvor også det franske aktiemarked stiger på trods af bekymringer om politisk kaos.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger 0,3 pct. højere, og samme gevinst blinker ud for det franske CAC 40-indeks.

Republikkens premierminister Michel Barnier ventes ellers at træde tilbage torsdag oven på onsdagens mistillidsafstemning i det franske parlament. Regeringen har blot fået lov at sidde i tre måneder, inden den blev væltet af yderfløjene, og det kan være svært at se, hvordan parlamentet skal blive beslutningsdygtigt.

- Den reaktion, du ser, er i sidste ende, at aktiemarkederne trækker på skuldrene af denne afstemning, fordi den på mange måder var forventet, så den er ikke kommet som et chok, siger Susannah Streeter, chef for penge og markeder hos Hargreaves Lansdown, til Reuters.

Blandt de franske aktier er der blandt andet fremgang til den fransk-italienske bilkæmpe Stellantis på 3,7 pct. uden bagvedliggende nyt.

Bedst i Europa går det den tyske kobberproducent Aurubis, der tordner i vejret med 14 pct., efter at selskabet stik mod forventning har øget sit udbytte. Samtidig var de frie pengestrømme sidste år en del bedre end forudset ifølge amerikanske Morgan Stanley, skriver Bloomberg.

Der er også rift om sportskoncernen Puma, der stiger 4,7 pct. i Frankfurt oven på en hævet anbefaling til "outperform" hos Oddo.

Blandt de faldende aktier klarer Safran, der leverer motorer og dele til luftfarts- og forsvarsindustrien, sig værst med et dyk på over 5 pct. Selskabet har annonceret nye 2028-mål, som ifølge Jefferies er til den svage side. Blandt andet er ambitionen for driftsindtjeningen 10 pct. lavere, end markedet havde sat næsen op efter, vurderer børshuset.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯