Europa/aktier: Fladt marked inden torsdagens vigtige inflationstal

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 11:51  |  

Der hersker tirsdag en mat stemning på de europæiske aktiemarkeder, der uden væsentlige input udefra holder krudtet tørt inden torsdagens vigtige amerikanske inflationstal.

De ledende indeks handles ved middagstid med mindre fald. Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600 har smidt et indledende plus og ligger nu nede med beskedne 0,1 pct. Samme tendens gør sig gældende på børserne i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Det danske eliteindeks, C25, holder dog hovedet oven vande med et plus på 0,1 pct.

Blandt enkeltaktierne er der negativ fokus på britiske BP, efter at oliegiganten har advaret om "markant lavere" marginer fra sin raffinaderiforretning. I samme forbindelse har BP nedskrevet værdien af et af sine raffinaderier i Tyskland med 1-2 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Advarslen kommer forud for offentliggørelsen af BP's regnskab for andet kvartal af 2024. Her venter det britiske selskab, at den del af forretningen, der står for raffinering af diesel, samt en høj grad af vedligeholdelse vil tynge indtjeningen med 500 til 700 mio. dollar.

Det sender aktien ned med 3,8 pct. til 456,60 pence.

Det franske teknologiselskab Dassault Systemes ligger også nede tirsdag, efter at selskabet har varslet, at det ikke når sine finansielle målsætninger for 2024. Det skyldes, at kunderne er mere tilbageholdende og udskyder deres ordrer, skriver Bloomberg News.

Aktien dykker 4,9 pct. til 33,79 euro.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯