Europa/aktier: Fransk spilfirma i front blandt afventende investorer
Den franske computerspilproducent Ubisoft holder til helt i toppen i det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks onsdag, hvor handlerne mest af alt holder sig på sidelinjen frem mod rentemødet i den amerikanske centralbank.
At renten sættes ned er ganske sikkert, men størrelsen på rentesænkningen, der markerer begyndelsen på en lempelsescyklus i verdens største økonomi, er mere usikker.
Investorerne indregner en 63 pct.s chance for en rentereduktion på 50 basispoint, viser CME's FedWatch Tool ifølge Reuters.
- Markederne forventer i øjeblikket en nedsættelse på 50 basispoint fra Fed, og det er meget usandsynligt, at den amerikanske centralbank vil overraske investorerne ved at gå 25 basispoint ned. Vi forventer, at centralbanken sænker med 50 basispoint for at imødegå de dårlige arbejdsmarkedsdata, nu da kampen med at få inflationen ned ser ud til at være overstået, siger Sonu Varghese, makrostrateg hos Carson Group, til Reuters.
Midt på onsdagen falder Stoxx 600 0,4 pct., hvor sundhedssektoren fører an i rapporter om, at Novo Nordisks supersællert Ozempic "meget sandsynligt" vil være et af de næste lægemidler, der vil blive sat ned i pris i USA.
Novo falder 1,6 pct. midt på handelsdagen.
UBISOFT I HOPLA
Ubisoft har fået opmuntrende ord fra BMO Capital, der mener, at udsalget af aktien er gået for vidt. Derfor er aktien nu billigt til salg med den laveste kurs i ti år, vurderer børshuset ifølge Bloomberg News.
Ubisoft har været gennem en ganske rædderlig periode på børsen med beskydninger fra analytikere på stribe for skuffende lanceringer.
Over de to foregående uger er Ubisoft faldet med samlet mere end 30 pct. på grund af nedgraderinger på stribe med henvisning til de skuffende lanceringer.
Analytikerne hos BMO har gennemgået 15 Gamestop-butikker og 15 Best Buy-butikker i USA og har slået fast, at to af dem allerede er løbet tør for fysiske kopier af det ellers udskældte spil Star Wars Outlaws, mens seks må konstatere en lav lagerbeholdning.
Ubisoft stiger onsdag middag med 5,2 pct.
Italienske David Campari, der blandt andet står Aperol, ligger i den tunge ende med et fald på 5,3 pct., efter topchef Matteo Fantacchiotti uventet er trådt tilbage efter kun fem måneder ved roret.
.\\˙ MarketWire