Europa/aktier: Lettelse efter nedtonede italienske skattekrav

Udgivet den 09-08-2023  |  kl. 12:44  |  

De europæiske aktiemarkeder trækker i plus onsdag, efter at den italienske regering sent tirsdag uddybede reglerne for den kommende ekstra skat på de ekstraordinære indtægter blandt landets banker.

Det skaber lettelse blandt investorerne, der sender det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 op med 0,9 pct. onsdag eftermiddag.

Blandt dagens højdespringere er da italienske banker som Finecobank, Unicredit og Banco BPM, der alle faldt brat tirsdag, hvor den nye skattelovgivning blev præsenteret.

Siden har den italienske regering præciseret, at banker, der allerede har hævet indlånsrenterne for deres kunder, kun i begrænset omfang vil blive ramt af den nye lovgivning, og at den ekstra skat ikke kan overstige 0,1 pct. af bankernes aktiver.

De tre banker går frem med 3,7-7,3 pct. onsdag.

TYSK MADUDBRINGER OPJUSTERER

Bankerne må dog vige førstepladsen fra tyske Delivery Hero, der har opjusteret sine forventninger til 2023.

Madudbringningsselskabet venter nu en toplinjevækst på 15 pct. i indeværende regnskabsår, hvor der før var ventet 10 pct.

Opjusteringen er landet sammen med Delivery Heros regnskab for andet kvartal. Her voksede omsætningen 12 pct. til 2,58 mia. euro sammenlignet med samme periode sidste år, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 2,53 mia. euro.

Delivery Hero stiger 9,1 pct. til 40,64 euro på børsen i Frankfurt.

I modsat ende af fællesindekset ligger rejseselskabet TUI efter sit regnskab for tredje kvartal af 2022/23.

Selv om TUI vendte et underskud på driften til et overskud i kvartalet, sendes aktien ned med 2,5 pct. til 6,57 euro - også i Frankfurt. Rejseselskabet varsler i sit regnskab en forsinket bedring efter covid-19 i Storbritannien, hvor tårnhøj inflation presser briternes rejsemuligheder.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯