Europa/aktier: Norsk olieserviceselskab skuffer
Det norske olieserviceselskab Aker Solutions aktie dykker kraftigt på børsen i Olso efter et noget skuffende årsregnskab, og dermed skiller aktien sig tydeligt ud fra den generelle tendens i Europa, som kun lyder på finjusteringer af kurserne. De toneangivende indeks i Storbritannien, Frankrig og Tyskland er alle næsten uændrede.
- Efter at have nået de højdepunkter, som vi har set for de europæiske og amerikanske markeder, ser det ud til, at vi skal have en periode, hvor udviklingen fordøjes, og hvor politik kommer tilbage i centrum af fokus, siger John Plassard, der er vice president i Mirabaud Sevurities i Genève, til Bloomberg News, og tilføjer, at investorerne spejder mod G20-mødet i Moskva efter den seneste tids snak om valutakrig.
Spørger man Den Internationale Valutafond, IMF, er hele snakken om valutakrig "overgjort". Desuden har valutaerne ikke vist væsentlige afvigelser fra fair værdi, er meldingen fra IMF, ifølge Bloomberg News.
Norske Aker Solutions, der leverer en række ydelser til olieindustrien, levede ikke op til aktieanalytikernes forventninger for fjerde kvartal 2012, hvor driften udviklede sig svagere end ventet. Resultatet af primær drift steg godt nok til 875 mio. nkr. fra 770 mio. nkr. året før, men nåede ikke op på konsensus ifølge SME Direkt om et overskud på 1050 mio. nkr. Investorerne straffer aktien ved at sende den 11,5 pct. lavere.
- Kvartalet var solidt fremfor spektakulært. Vi vil se et mere robust Aker Solutions i tiden fremover. Målsætningerne er uændrede fra december 2010. Vi lovede at fordoble indtægterne inden 2015, og lagde 25 pct. på i 2012. Vi lovede et EBITDA-margin løft på 3-4 pct. I 2012 øgede vi med 2,4 pct., hvis vi fraregner engangseffekter. Jeg er ganske tryg ved, at vi er "on track" med at nå vores 2015-mål, sagde koncerndirektør i Aker Solutions, Per Harald Kongelf, ifølge det norske nyhedsbureau TDN Finans.
Minekoncernen Anglo American stikker også ud fra mængden, men i positiv retning. Aktien stiger 1,4 pct. efter offentliggørelsen af et overskud per aktie for hele 2012 på 2,26 dollar. Det var bedre end konsensus ifølge Bloomberg om et overskud på 1,92 dollar per aktie. Selskabets EBITDA overraskende også positivt.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk