Europa/aktier: Peugeot hænger i bremsen
Pilen peger marginalt nedad på det europæiske aktiemarked mandag eftermiddag. Det brede Stoxx Europa 600-indeks falder med 0,03 pct. fra sit højeste niveau siden starten af 2008.
De mest prominente navne på listen af over de største fald blandt de 600 største aktier tæller aktier som Deutsche Bank, Air France-KLM samt Peugeot Citroen. Derimod går det godt for minesektoren. Fresnillo og Randgold stiger således henholdsvis 5,8 pct. og 4,3 pct. Der er prisstigninger på en række metaller mandag, og guldprisen er steget over 1 pct. de seneste tre børsdage.
I Paris får Peugeot skrammer ved udsigten til en kommende kapitalforhøjelse. Bloomberg erfarer, at bilproducentens bestyrelse søndag godkendte en milliardstor kapitalindsprøjtning i euro fra den kinesiske bilproducent Dongfeng Motor samt den franske stat.
Ifølge oplysningerne vil Dongfeng og den franske stat hver lægge 750 mio. euro på bordet. Kapitaltilførslen vil give begge en ejerandel på 14 pct. Dertil kommer, at Peugeot vil sælge yderligere aktier med fortegningsret for de eksisterende aktionærer for ca. 1,4 mia. euro, og endelig ventes Peugeot-familien at købe aktier for ca. 100 mio. euro, så dens ejerandel kun udvandes fra cirka 25,5 pct. til 14 pct. På aktiemarkedet giver kapitalforhøjelsen anledning til at finde bakgearet, så aktien går 5,9 pct. lavere.
Også Air France - KLM dykker med 4,1 pct. i Paris, efter UBS har sænket sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "køb".
Den foreløbigt største negative overraskelse kommer imidlertid fra Deutsche Bank. Resultatet for fjerde kvartal blev et underskud før skat på 1,2 mia. euro, eller hele 8,95 mia. kr., og det fik banken til at sende sit årsregnskab på gaden allerede søndag - 10 dage før den planlagte dato for offentliggørelse. Deutsche Bank falder 4,1 pct. og er et møllehjul om halsen for hele sektoren, der trækker mest ned af de enkelte brancher i Stoxx Europa 600-indekset.
Imens klemmer bryggeriet AB Inbev sig ind på investormenuen og stiger 1,1 pct. efter et milliardopkøb i Sydkorea. Som det længe har været rygtet i den internationale presse overtager AB Inbev Oriental Brewery fra kapitalfonden Kohlberg Kravis Roberts & Co. for 5,8 mia. dollar inklusive gæld. Handelen gik den anden vej i 2009, hvor AB Inbev fik option på at købe bryggeriet tilbage i år.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk