Europa/aktier: Stærke tal hollandsk teknologigigant løfter stemningen

Udgivet den 29-01-2025  |  kl. 13:02  |  

Den hollandske halvledergigant ASML bidrager onsdag til god stemning på aktiebørserne i Europa, hvor det brede Stoxx 600-indeks ved middagstid kan notere et plus på 0,7 pct.

Teknologiaktierne fører an efter tallene af ASML med en stigning på 4,0 pct., men også industri og sundhed ligger godt til med plusser på henholdsvis 1,4 og 0,7 pct.

På børsen i Amsterdam stiger ASML med 9 pct. efter regnskabet for fjerde kvartal, hvor særligt ordreindgangen springer i øjnene.

Med ordrer for 7,09 mia. euro mod konsensus på blot 3,53 mia. euro ifølge Bloomberg News, nyder ASML dermed godt af den fortsatte store interesse efter AI-løsninger.

Dermed har ASML fået noget godt at varme sig på, blot få dage efter at halvledergigantens markedsværdi dykkede med mere end 19 mia. euro, da lanceringen af den billigt udviklede kinesiske sprogmodel Deepseek sendte chokbølger gennem AI-verdenen.

LUKSUSAKTIER UNDER PRES

Investorerne reagerer derimod negativt på det regnskab, som luksusvaregiganten LVMH sendte ud efter børslukketid i Paris tirsdag.

Regnskabet bød på en organisk vækst på 1 pct. i fjerde kvartal, hvilket var bedre end analytikerkonsensus, som lød på negativ vækst på 1 pct., men investorerne havde formentlig sat næsen op efter endnu mere, efter at konkurrenten Richemonts regnskab overraskede med høj omsætningsvækst.

- Regnskabet er ikke en katastrofe i sig selv, men efter Richemonts regnskab, er LVMH aktien steget markant, og en stor del af den stigning er nu muligvis ikke berettiget, skriver Oskar Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank, i en kommentar.

LVMH ligger 5,3 pct. lavere og trækker også andre luksusaktier med ned. Kering falder 5,9 pct., og Christian Dior og L'Oreal med henholdsvis 5,1 og 2,0 pct.

Schweiziske Logitech, som konkurrerer med danske GN på området for headsets, opjusterede tirsdag aften i sit regnskab for tredje kvartal forventningerne til hele året.

Regnskabet viste blandt andet en vækst inden for salget af gamingudstyr på 14 pct. i tredje kvartal.

Logitech stiger 6,7 pct., og i København smitter de positive takter på gamingmarkedet også af på GN-aktien, som stiger 5,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder