Europa/aktier: Udsigt til positiv afslutning på kaotisk uge

Udgivet den 19-01-2024  |  kl. 12:40  |  

De europæiske aktier ser ud til at ende en tumultarisk uge på en positiv note.

Bedst går det for den franske telemarketing-operatør Teleperformance, der har indtaget toppen af det brede, fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks efter en positiv analyse og en løftet anbefaling hos finanshuset Stifel.

I ugens løb har flere centralbankdirektører været på talerstolen og forsøgt at mane investorernes håb om tidlige og mange rentenedsættelser til jorden. Det lagde en dæmper på de europæiske aktier, der også har kurs mod et samlet fald for ugen.

- Den volatilitet vi har set i denne uge er kun starten på, hvad der tegner sig til at blive endnu et år med usikkerhed, skriver Rand Merchant Bank ifølge Bloomberg News.

Banken vurderer blandt andet at geopolitisk uro og det rekordstore antal valg, der er planlagt i år, er med til at øge sandsynligheden for perioder med forhøjet volatilitet.

Fredag ved middagstid går Stoxx 600-indekset frem med 0,2 pct.

I toppen ligger franske Teleperformance, der stiger 6,5 pct. til 140,45 euro, efter at Stifel har vurderet, at aktien har potentiale til at fordoble sin værdi i løbet af de næste tre år.

Finanshuset har samtidig løftet anbefalingen til "køb" fra "hold og hævet kursmålet til 200 euro fra 170 euro.

Fredag går den tyske kemikalieproducent BASF også frem på trods af, at selskabet hverken levede op til egne eller analytikernes forventninger til det justerede driftsresultat i 2023.

Selskabet har sammen med flere andre tyske kemikalieproducenter været ramt af lav efterspørgsel og høje energiomkostninger.

Det har medført, at BASF's justerede driftsresultat (EBIT) sidste år endte på 3,81 mia. euro, svarende til 28,41 mia. kr.

Det er både lavere end analytikernes estimat på 3,85 mia. euro og selskabets eget på 4,0-4,4 mia. euro.

Det schweiziske finanshus UBS vurderer dog, at kemikalieproducentens resultater afspejler et lavpunkt i indtjeningen.

BASF-aktien stiger 0,3 pct. til 43,78 euro.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder