Europa/aktier: Zalando topper grønt Europa

Udgivet den 08-04-2024  |  kl. 13:22  |  

Tyske Zalando, der sælger tøj online, vinder frem i Europa mandag, hvor aktien får medvind af en købsanbefaling.

Det er den amerikanske storbank Citi, der har opgraderet fra en neutral anbefaling, mens kursmålet er sat op til 32 euro fra 20,5 euro, skriver Bloomberg.

Det sender aktien op med 5,7 pct. til 25,62 euro, hvilket gør den til dagens mest stigende i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Til sammenligning stiger det brede indeks 0,2 pct.

Citi mener, at Zalando har en stærk kapitalposition, og at der er gode udsigter til at generere mere. Det kan give plads til aktietilbagekøb i fremtiden.

Også franske Getlink, der er konkurrent til DFDS, stiger mandag. Aktien henter 2,3 pct. til 15,67 euro, efter at finanshuset JPMorgan ser en række initiativer drive vækst, heriblandt højere billetpriser, skriver Bloomberg.

Analytiker Elodie Rall hæfter sig især ved, at færgerne har øget billetpriserne på passagerkøretøjer med 20 pct. i marts efter rabatter tidligere på året, og som følge af implementering af en social dumpinglovning, der bør lægge yderligere pres på færgerederierne for at hæve priserne yderligere.

Elodie Ral, der gentager den positive anbefaling "overvægt" og kursmålet på 19 euro, venter øget britisk BNP-vækst sideløbende med stigende oliepriser, hvilket ventes at øge efterspørgslen efter lastbiltransport.

Ser man bredt på Europa, er stemningen også positiv, hvor det tyske DAX-indeks, det britiske FTSE 100 og det franske CAC 40 alle stiger i niveauet 0,2-0,7 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder