Europa/lukning: Atlantia kørte fra alt og alle på grøn dag

Udgivet den 15-07-2020  |  kl. 17:54  |  

Italienske Atlantia havde en kanondag onsdag, da aktien kørte i sjette gear og overhalede alt og alle med et kursplus på 26,7 pct.

Den italienske infrastrukturgigant Atlantia toppede også det fælleseuropæiske indeks, Stoxx 600-indeks, hvor nummer to - International Consolidated Air - steg med 10,7 pct.

Atlantia, der er ejet af den rige italienske Benetton-familie, tog raketten, efter at den italienske premierminister udtrykte ønske om at overtage selskabet Autostrade, som Atlantia ejer 88 pct. af.

Autostrade driver de italienske betalingsmotorveje af samme navn. Men efter et dødbringende kollaps af en motorvejsbro i Genoa for snart to år siden, der kostede 43 mennesker livet, har en majoritet af koalitionen bag den italienske premierminister arbejdet på at få selskabets licens til drift af motorvejene trukket tilbage.

Samlet var stemningen til den positive side onsdag, hvor både det tyske DAX-indeks og det britiske FTSE 100 steg 1,8 pct. til. Bedst var stemningen dog i Paris, hvor det franske CAC 40-indeks steg med 2 pct.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks kom ud af dagen med et plus på 1,9 pct.

I bunden af Stoxx 600-indekset endte britiske Burberry, som er kendt for sine ikoniske tern.

Modehuset var hårdt ramt på salget i første kvartal af regnskabsåret 2020/21, der faldt med 45 pct. i første kvartal, sammenlignet med samme periode året forinden

Aktien faldt 5,6 pct.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder