Europa/lukning: Danske aktier tog top og bund i rødt europæisk marked

Udgivet den 24-05-2024  |  kl. 17:55  |  

Det var de danske aktier, der dominerede både i toppen og bunden af det europæiske fællesindeks på ugens sidste dag.

A.P. Møller-Mærsk, der fredag endnu engang kunne notere stigende fragtrater, endte blandt de mest stigende i Stoxx 600-indekset, mens medicinalselskaberne Genmab og Zealand Pharma tyngede i bunden.

Samlet faldt Stoxx 600-indekset 0,2 pct. til 520,57 efter at have været mere dybt i rødt tidligere på dagen. Det var laveste lukkeniveau siden 9. maj, ifølge Bloomberg News.

Blandt de øvrige aktier var der opmærksomhed til franske Renault, der lå lunt i svinget efter en hævet anbefaling hos UBS.

Aktien steg 5,3 pct. 50,34 euro, efter at UBS anbefaler "hold" af aktien mod tidligere "sælg". Kursmålet blev desuden løftet til 50 euro fra 31 euro. Banken lagde vægt på en afblæst notering af elbil-enheden Ampere samt udsigten til, at selskabet kan nå sine mål for 2024.

Mærsks B-aktie steg desuden 5,1 pct. til 12.100 kr., efter at rateindekset SCFI for tredje uge i streg steg og nu har hentet 39,3 pct. i perioden.

Næsten helt i bunden endte Genmab, der faldt 4,9 pct. til 1926,50 kr., efter at der sent torsdag aften blev lagt et resumé ud fra et studie med et middel under udvikling til behandling af en lungekræftvariant.

Studiet bliver præsenteret i næste weekend på den store kræftkonference ASCO i USA.

Ifølge Henrik Hallengreen Laustsen, der er analytiker hos Jyske Bank, kan kursfaldet være en overreaktion.

Zealand Pharma blev straffet i bunden af indekset, efter at selskabet torsdag aften oplyste, at et tidligt studie viser pæne vægttab med behandling af fedme med GLP-1/GLP-2-analogen Dapiglutid i lave doser. Noget generede dog alligevel investorerne, og aktien faldt 2,7 pct. til 586,50 kr.

Ser man bredere i Europa er der rødt over hele linjen, og de tre ledende indeks - CAC 40 i Frankrig, DAX i Tyskland og FTSE 100 i Storbritannien - faldt i niveauet 0,1-03 pct.

- Årsagen er, at renterne er steget, og at inflationsfrygten er steget. Det sætter den overordnede tone, og det er derfor, at hele Europa og Danmark falder lidt, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder