Europa/lukning: Grøn aktiedag forud for Nvidia-regnskab og inflationstal
De europæiske aktier sluttede tirsdag i grønt forud for en spændende afslutning på ugen med onsdagens regnskab fra amerikanske Nvidia og fredagens amerikanske inflationstal.
Denne uges fokus vil især være på fredagens PCE-inflationsopgørelse fra USA, der ved en lavere end ventet aflæsning kan øge sandsynligheden for en rentenedsættelse fra landets centralbank i midten af september.
Investorerne vil også holde nøje øje med regnskabet fra Nvidia onsdag aften for at vurdere styrken af de AI-relaterede sektorer.
- I en uge med lette data fra makrofronten vil europæiske aktier sandsynligvis blive drevet mere end normalt af udviklingen i USA, vurderer Panmure Liberum-strateg Joachim Klement ifølge Bloomberg News.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede tirsdag med et plus på 0,2 pct., hvor ejendomssektoren agerede bundskraber blandt de 11 primære sektor som følge af pres fra højere renter.
Her var minusser på 1,5 pct. til tyske Vonovia og 2,5 pct. til svenske Fastighets AB Balder.
Rentefremgangen gav modsat medvind for bankerne, der på sektorniveau endte med en stigning på 0,7 pct. Her var blandt andet plusser på 2,5 pct. for spanske Santander.
Rejseaktierne var flyvende med plusser på 6,9 til Easyjet og 4,6 pct. for Ryanair, efter at sidstnævntes topchef, Michael O'Leary har sagt, at afmatningen i billetpriserne, der har varet fra april til juni, er ved at være overstået.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯