Europa/lukning: Klø til biotekselskab efter studienyt i positive markeder

Udgivet den 20-12-2023  |  kl. 17:54  |  

Biotekselskabet Argenx fik ikke et ben til jorden onsdag, hvor selskabet fremlagde et fejlslagent studie med sin eneste lægemiddelkandidat under udvikling.

Det cementerede med længder Argenx som bundskraber i det brede fælleseuropæiske indeks Stoxx 600, der ellers gik frem med 0,2 pct. til 477,94.

Hos Argenx bød dagen på et kursfald på hele 25,6 pct. til 308,80 euro, efter at biotekselskabet fremlagde et studie med sin lægemiddelkandidat Vyvgart til behandling af den sjældne hudsygdom pemfigus.

Det er anden gang på mindre end en måned, at Vyvgart fejler i et klinisk studie.

- Det nye tilbageslag sætter spørgsmålstegn ved konceptet om en pipeline baseret på en enkelt pille, skriver finanshuset Oddo BHF i et notat ifølge Bloomberg News.

Børshuset Kempen ser dog stadig muligheder i Vyvgart, hvis midlet kan vise positive resultater i studier mod andre hudsygdomme.

Toppen af Stoxx 600 blev indtaget af Telecom Italia med et plus på 5,8 pct. til 0,30 euro på børsen i Milano, efter at den italienske infrastrukturfond F2i i samarbejde med kapitalfonden KKR har meddelt, at den vil investere omkring 1 mia. euro i Telecom Italias fastnetinfrastruktur.

Det er det største kursplus for aktien siden 3. oktober, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder