Europa/lukning: Luksusaktier førte an i fremgang efter kinesisk stimuli
Med det danske marked som en af få undtagelser herskede der tirsdag en positiv stemning på aktiebørserne i Europa.
En række tiltag i Kina til at stimulere verdens næststørste økonomi gav tirsdag solide stigninger på de asiatiske markeder - og det bredte sig efterfølgende som ringe i vandet til Europa.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks endte 0,7 pct. højere, og særligt aktier, der er eksponeret mod forbruget i Kina, var blandt investorernes foretrukne, herunder mineselskaberne og de store luksusbrands.
Blandt luksusselskaberne steg LVMH, Hermes, Kering, Dior og Burberry 2-4 pct.
- Kina er langt det største marked for europæisk luksussalg. Det er den forbindelse, investorerne skaber, og de tror på, at den kinesiske pengestimulans vil slå igennem i den kinesiske forbrugers købekraft, siger Ben Laidler, chef for aktiestrategi hos Bradesco BBI, til Reuters.
Håb om en styrket kinesisk efterspørgsel gav også medvind til mineselskaberne i London, hvor Antofagasta, Anglo American og Rio Tinto toppede i det ledende indeks med stigninger på 5-7 pct.
I London var der også fokus på ingeniørkoncernen Smiths Group, som faldt 5,2 pct., efter at selskabet er kommet med foreløbige tal for 2023/24 og en prognose for det nye regnskabsår.
Begge dele skuffer en smule i forhold til analytikernes forventninger.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯