Europa/lukning: Mindre nedtur trods ECB's pengeregn

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 18:02  |  

De europæiske finansaktier vendte torsdag minus til plus, efter at ECB hev den store bazooka frem og gav pandemi-opkøbsprogrammet et solidt løft.

Opturen til bankerne var dog ikke nok til at trække de ledende indeks i plus, hvor bil- og sundhedsaktierne var med til at trække ned.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede torsdag med et fald på 0,7 pct. i 366,25, efter at de to seneste dage gav samlet positivt afkast på mere end 4 pct. Det tyske DAX-indeks tabte 0,5 pct. til 12.430,56, og det britiske Ftse-indeks faldt 0,6 pct. til 6341,44.

BANKER VENDTE RUNDT EFTER ECB'S OPKØBSPROGRAM

Banksektoren i Stoxx 600-indekset vendte et minus til et plus på 0,4 pct., efter at ECB annoncerede, at pandemi-obligationsopkøbsprogrammet bliver øget med 600 mia. euro til 1350 mia. euro.

Dermed fortsatte de seneste dages positive takter i banksektoren. ECB's melding understøtter især banker med eksponering mod de gældstyngede sydeuropæiske lande.

Den spanske storbank Santander endte med en stigning på 1,7 pct., og franske Société Générale steg 2,5 pct.

Blandt undersektorerne var bil- og reservedelssektoren presset tilbage. Analytikere vurderer, at den tyske hjælpepakke på 130 mia. euro til bilsektoren sandsynligvis vil skuffe, idet der ikke ventes at være støtte til køb af konventionelle biler.

Tyske Daimler lukkede med et minus på 2,5 pct. Aktien har også været godt kørende de seneste dage, hvor stigningerne har været på henholdsvis 5,5 og 7,7 pct.

Sundhedsaktierne vendte ligesom finansaktierne rundt, hvilket dog bare var med modsat fortegn. Schweiziske Roche tabte 1,9 pct., og Novartis faldt med 0,9 pct.

SPIRITUSPRODUCENT VAR FLYVENDE EFTER OPJUSTERING

Rémy Cointreau blev sendt op med solide 11,3 pct. på børsen i Paris, efter at den franske spiritusproducent i det skæve første kvartal venter et mindre end frygtet salgsdyk.

Opjusteringen skyldes, at selskabet har oplevet, at spiritusforbruget i USA igen har rykket på sig i løbet af de seneste uger.

Bedre end ventede salgstal fra Kina sendte torsdag Adidas-aktien op med 1,8 pct.

Ifølge Adidas er salget i Kina så småt ved at være tilbage på niveau med sidste år, efter at alle sportskædens egne butikker og partnerbutikker har været åbne siden midten af april.

Samtidig har nedgangen i antallet af handlende været mere end neutraliseret af en stor stigning i e-handlen.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder