Morgan Stanley ser gode muligheder i Carlsbergs Britvic-køb: Genoptager med "overvægt"

Udgivet den 20-01-2025  |  kl. 10:40  |  

Amerikanske Morgan Stanley har efter en pause i dækningen genoptaget sit fokus på danske Carlsberg med den positive anbefaling "overvægt" og et kursmål på 900 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Ifølge nyhedsbureauet lægger børshusets analytiker Sarah Simon vægt på, at investorbekymringerne omkring Carlsberg er mere end indregnet i den aktuelle kurs, og samtidig peger hun på opkøbet af Britvic som en god måde at skabe forbedret indtjening.

Opkøbet betyder, at mere end 30 pct. af selskabets samlede volumen kommer fra ikke alkoholiske drikke. Og det opfatter Sarah Simon som værende positivt på grund af et øget fokus på modereret alkoholforbrug på de vestlige markeder, refererer Bloomberg News.

Opkøbet øger også eksponeringen mod Vesteuropa, som grundlæggende ventes at have lavere vækst end blandt andet Central- og Østeuropa samt Asien, men samtidig betyder det også lavere risici i forhold til valutaudsving og driftsmæssig volatilitet, vurderer Morgan Stanley ifølge nyhedsbureauet.

Carlsberg lukkede købet af Britvic, der står for blandt andet aftapning af Pepsicos mærker i Storbritannien, i sidste uge.

Carlsberg bød i juli 2024 over 29 mia. kr. for det britiske selskab og fik i december grønt lys til handlen hos både de britiske og europæiske konkurrencemyndigheder.

Carlsbergs B-aktie stiger mandag formiddag med 1,0 pct. til 707,60 kr. og er dermed næstøverst i C25-indekset, som efter en negativ start har bevæget sig op i lysegrønt efter omtrent halvanden times handel.

Eliteindekset stiger med knap 0,1 pct. til 1742,53.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Initiate❯  Research❯  Shares❯ 

Seneste nyheder