Europa/lukning: Tysk våbenkæmpe og hollandsk chipproducent trak fra i grønt Europa

Udgivet den 03-07-2024  |  kl. 17:49  |  

AI og tech er fortsat de helt store buzzwords på aktiemarkedet, og onsdag nød hollandske BE Semiconductor godt af det kraftige fokus.

Aktien hentede 7,5 pct. og endte i toppen af det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, der også var præget af god stemning med et samlet plus på 0,8 pct.

Den gode stemning ramte bredt og betød, at kun sundhedsaktier som samlet sektor gik i rødt. Omvendt hentede råvare-aktier den største fremgang.

Medvinden satte ind efter skriverier om, at amerikanske Apple har rettet blikket mod den hollandske chipproducent og kan begynde at bruge selskabets teknologi allerede fra næste år. Det skriver Bloomberg News, der henviser til en analyse fra Morgen Stanley, der også løftede sit kursmål for aktien.

Også aktien hos den tyske våbenkæmpe Rheinmetall lå lunt i svinget onsdag med et plus på 4,8 pct.

Det skete efter nyt om udsigten til en ordre fra Italien, der har en værdi på omkring 20 mia. euro svarende til næsten 150 mia. kr.

Det er erhvervsmediet Handelsblatt, som onsdag kunne fortælle, at Italien planlægger at købe mindst 350 lette kampvogne af typen Lynx. Hertil kommer over 200 Panther-kampvogne i en ordre spredt over en 15-årig periode, oplyser industrikilder til avisen ifølge Reuters.

Tidligere har en anonym kilde også oplyst, at den italienske teknologikoncern Leonardo har ligget i forhandlinger med Rheinmetall om en strategisk alliance om kampvogne. Hverken de italienske myndigheder eller Rheinmetall har kommenteret oplysningerne.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder