Europa/lukning: Tyske Kion fik medvind af Nvidia - fransk ISS-konkurrent blev tørret
Kædes man som selskab sammen med den amerikanske techgigant Nvidia, får investorerne julelys i øjnene. Og det skete for tyske Kion tirsdag.
For at blive ved julen, så var det også den, der løftede aktien i den britiske tøjforhandler Next, der har rapporteret om et godt julesalg.
Samlet endte det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 i et plus på 0,3 pct. tirsdag efter et pænt plus mandag på 1 pct. Det skete efter forlydende om, at USA's kommende præsident, Donald Trump, måske ville vælge en mindre aggressiv toldstrategi. Trump afviste dog senere rygterne, hvilket bidrog til mere usikkerhed i dagene op til præsidentens indsættelse, der finder sted den 20. januar.
- Rygter og dementier er med til at vildlede investorer og forårsage midlertidige forskydninger på tværs af en række aktiver, påpeger analytikere hos Société Générale.
- Og mandag var det et godt eksempel på, hvordan historier, der stammer fra velrenommerede medier, kan fordreje udviklingen, skriver de i et notet ifølge Reuters.
De europæiske aktier haltede bagefter deres globale konkurrenter sidste år, da truende toldtrusler, en aftagende økonomisk vækst og geopolitisk usikkerhed i de største økonomier Frankrig og Tyskland holdt investorerne på pinebænken.
Deutsche Bank har nu "overvægt" på europæiske aktier på grund af et forbedret politisk klima, makroforhold og potentielle hjælpepakker i Kina i 2025.
KION HOLDT HÅND MED NVIDIA
Den tyske leverandør af lagerudstyr Kion strøg tirsdag til vejrs med en stigning på 9,6 pct. på børsen i Frankfurt. Selskabet toppede med plusset det brede aktieindeks.
Tyskerne har indgået et partnerskab med teknologigiganten Nvidia. Sammen med konsulentvirksomheden Accenture vil Kion optimere forsyningskæder gennem brugen af Nvidias kunstige intelligensteknologi, skriver Bloomberg News.
Ambitionen er at skabe varelagre drevet med kunstig intelligens.
Britiske Next gik 3,8 pct. frem efter den fjerde opjustering på seks måneder til det årlige overskud.
Modsat gik det for den franske ISS-konkurrent Sodexo, der i sit regnskab for første kvartal meldte om en ventet blød start på regnskabsåret 2024/25.
Det huede ikke investorerne, der sendte aktien ned på en bundplacering i Stoxx 600 med et fald på 7,8 pct.
I en helt anden blodgade kørte det som smurt for det norske tankrederi Frontline, der steg 7,4 pct. i forventning om, at strammere sanktioner mod olie fra Iran og Rusland kan øge indtjeningen for tankrederierne. Det skriver Bloomberg News med henvisning til et interview med Frontlines topchef Lars Barsted.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›