Europa/middag: Tyske SAP topper og britiske Tesco dykker på grøn dag

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 12:37  |  

Det tyske softwareselskab SAP ligger i front onsdag efter en sen opjustering tirsdag af sine forventninger til 2021. Meldingen kom efter et stærkt første kvartal, hvor nye cloud-forretninger ventes at skubbe yderligere til væksten i skyens indtægter.

SAP regner nu med en cloud-indtægt i 2021 i intervallet mellem 9,2 og 9,5 mia. euro, mens intervallet tidligere var 9,1 til 9,5 mia. euro.

Aktien stiger 4,1 pct. onsdag middag og ligger dermed i toppen af det brede europæiske indeks, Stoxx 600, der går frem med 0,2 pct.

De seneste dage har de europæiske aktiemarkeder blomstret på håbet om en stærk regnskabssæson samt et hurtigt opsving i den globale økonomi på trods af en genopblussen af coronapandemien. Indtjening for virksomheder i Stoxx 600-indekset ventes at stige med 55,7 pct. i første kvartal ifølge data fra Refinitiv IBES mod 47,4 pct. for en uge siden, skriver Reuters.

Og Easyjet løftes da også pænt med et plus på 3,3 pct. på foreløbige regnskabstal for første halvår af regnskabsåret 2020/21, der er en smule bedre, end selskabet selv havde frygtet.

Lavprisselskabet stiller et underskud før skat på 690-730 mio. pund i udsigt for perioden, hvor coronapandemien har dæmpet både lysten til at rejse og også mulighederne for at rejse. Antallet af passagerer faldt i perioden med 89 pct. til 4,1 mio.

På toplinjen landede Easyjet en omsætning på 235 mio. pund mod estimeret 243,6 mio. pund.

I bunden roder den britiske supermarkedskæde Tesco rundt med et fald på 2,4 pct., på trods af at kædens tal for det skæve regnskabsår 2020/21 målt på driftsresultatet er landet bedre end ventet.

Det justerede driftsresultat lyder på 1,82 mia. pund mod ventet 1,76 mia. pund ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Der var dog tale om en nedgang fra året forinden, hvor posten endte på 2,57 mia. pund.

Overskuddet var på 1 mia. pund mod 1,5 mia. pund året forinden.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder