Europa/middag: Usikkerhed holder markederne i rødt

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 12:48  |  

De europæiske aktiemarkeder er tirsdag fortsat belastet af den usikkerhed, som ugens makrobegivenheder giver anledning til, og fra Helsinki til Lissabon ligger middagens toneangivende indeks i rødt.

Handlerne spejder mod konkrete nyheder fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, mens weekendens deadline for indførelse af nye amerikanske tariffer nærmer sig. Og torsdag er der parlamentsvalg i Storbritannien, som kan få afgørende betydning for det videre forløb af den snart tre og et halvt år lange brexit-proces.

Centralbankerne i USA og i eurozonen bidrager til spændingen med rentemøder, som onsdag og torsdag vil blive fulgt opmærksomt for signaler om mulige pengepolitiske lempelser i det kommende år.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder ved middagstid 1,2 pct. med tilbagegang på de store markeder på 1,2 pct. for FTSE 100-indekset i London, på 0,9 pct. for CAC 40-indekset i Frankfurt og på 1,6 pct. for det eksportsensitive tyske DAX-indeks.

Selskabsspecifikt er der en smule revanche til det britiske olieselskab Tullow Oil, der mandag blev trukket hele 71,4 pct. baglæns efter meddelelse om, at både selskabets topchef, Paul McDade, og efterforskningschefen, Angus McCoss, meldte deres afgang med omgående effekt oven på skuffende meldinger om produktionen i Tullow Oils nøglefelter. Tirsdag stiger olieaktien 14 pct.

Fremgang er der også til Sanofi, der holder kapitalmarkedsdag i Massachusetts, hvor den franske medicinalkoncern oplyser, at den trækker sig fra videre udvikling inden for dabetesområdet, hvor Sanofi konkurrerer mod danske Novo. Den franske medicinalaktie stiger 4,6 pct.

Omvendt er der ingen fest for britiske Ashtead, der lever af at udleje maskineri til anlægsbranchen. Aktien falder tirsdag middag 7,1 pct. efter offentliggørelsen af en frisk handelsopdatering, der får analytikerne til at sænke deres estimater for selskabet. Ashtead mener selv, at udviklingen er som ventet bortset fra modvind fra valuta og på det britiske hjemmemarked.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder