Exiqon/Nordea: Anbefaling sænket efter skuffende regnskab

Udgivet den 11-02-2014  |  kl. 08:49  |  

Analytikerne hos Nordea har sænket anbefalingen af Exiqon-aktien til "hold" fra "køb" efter mandagens regnskab for 2013, der viste stort tilbagefald i fjerde kvartal.

Samtidig sænkes kursmålet til 9,50 kr. fra tidligere 10 kr. Det fremgår af morgenrapporten fra banken tirsdag.

Exiqon kom skidt ud af de sidste tre måneder af 2013 efter en ellers god begyndelse på året. Leveringsvanskeligheder pressede fjerde kvartal, som endte med et stort underskud.

Exiqon omsatte for 28,7 mio. kr. i kvartalet mod 34,3 mio. kr. i den tilsvarende periode af 2012, mens bruttoresultatet faldt til 16,3 mio. kr. fra 19,7 mio. kr. i fjerde kvartal 2012.

Driftsresultatet (EBITDA) gik fra et plus på 1,7 mio. kr. i de sidste tre måneder af 2012 til et minus på 2,6 mio. kr. i fjerde kvartal sidste år, mens bundlinjen gav et underskud på 3,2 mio. kr. mod et minus på 1,5 mio. kr. i fjerde kvartal 2012.

- Vi så stigende vækstrater i vort produktsalg (ekskl. OEM) gennem de tre første kvartaler af 2013, som desværre blev kompromitteret af leveringsvanskeligheder i fjerde kvartal. Vi har overvundet vanskelighederne og ser optimistisk på 2014. Vi har netop lancereret vores nye satsning inden for “Next generation Sequencing”, og vi har allerede modtaget de første ordrer. Vi forventer, at 2014 bliver et år med fortsat vækst, positivt EBITDA og væsentligt nyt fra vore diagnostiske programmer, siger Lars Kongsbak, der er administrerende direktør hos Exiqon , i regnskabet.

For regnskabsåret 2014 venter Exiqon en omsætning på cirka 150 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på cirka 5 mio. kr. I 2013 endte de poster på henholdsvis 123,6 mio. kr. og et EBITDA-resultat på minus 4,1 mio. kr.

Aktien faldt med 1,1 pct. til 8,85 kr. i mandagens handel.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk