Færre tvangsauktioner i Danmark: Se hvor faldet er størst

Udgivet den 06-10-2018  |  kl. 06:00  |  

Villa. Foto: Boligsiden.dk (Dennis Morton)

Det går godt for de danske boligejere. Nye tal fra Boligsiden.dk for de første tre kvartaler af 2018 viser, at færre boligejere kommer på tvangsauktion. Hammeren er faldet 1.709 gange i år, og det er 86 hammerslag færre end i samme periode sidste år.

"Det var en overraskelse, at antallet af tvangsauktioner faldt fra 2016 til 2017, særligt fordi Skat havde meldt ud, at de ville lynafvikle 40.000 gamle sager. Den forventede stigning udeblev, og nu står vi i en situation, hvor antallet af tvangsauktioner falder yderligere. Det vidner om, at det går godt på boligmarkedet, og at boligejerne har sunde økonomier," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Det samlede fald i antallet af tvangsauktioner er 11 procent, hvis vi sætter de nyeste tvangsauktionstal op mod tilsvarende tal fra 2016 og fem procent sammenlignet med sidste år. En af årsagerne til faldet skal findes i, at der er sket en stigning på 20 procent i antallet af aflyste tvangsauktion.

Se boliger på tvangsauktion på Boligsiden.dk.

Store fald i sønderjyske kommuner

Zoomer vi ind på Danmarkskortet, falder antallet af tvangsauktioner i 35 kommuner, og faldet er størst i Tønder Kommune, hvor der sidste år var 49 tvangsauktioner i de første ni måneder, mens der i år har været 22. Det er et fald på 55 procent.

"Det er et markant fald, der har været i Tønder, og i det hele taget er Sønderjylland godt repræsenteret på listen over kommuner med de største fald. Her er ikke bare Tønder, men også Haderslev og Aabenraa på top 10, mens Sønderborg ligger lige på den anden side af grænsen. Syddanmark er godt nok den region, hvor priserne er steget mindst de sidste fem år, men det går den rigtige vej, og det minder faldet i tvangsauktioner os om," siger Birgit Daetz og fortsætter:

"De notoriske topscorere i tvangsauktioner Lolland og Guldborgsund oplever også fald, og det er alt sammen et tegn på, at de gode tider på boligmarkedet også er kommet til udkantsområderne. Det er positivt."

Den eneste sjællandske kommune på top 10 er Holbæk, hvor antallet af tvangsauktioner er faldet 48 procent.

Top 10: Her falder antallet af tvangsauktioner mest

Kommune 2017 2018 Fald i %
Tønder 49 22 55%
Svendborg 20 10 50%
Holbæk 40 21 48%
Haderslev 31 19 39%
Hedensted 27 17 37%
Vesthimmerland 20 14 30%
Aarhus 15 11 27%
Aabenraa 24 18 25%
Frederikshavn 33 25 24%
Lemvig 13 10 23%

(Tabellen viser de 10 kommuner, hvor antallet af tvangsauktioner i de første tre kvartaler af 2018 er faldet mest i forhold til de første tre kvartaler af 2017. Kun kommuner med minimum 10 tvangsauktioner i hvert af de to år er med i opgørelsen. Kilde: Boligsiden.dk)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯