FC Nordsjælland flytter superligakamp til Parken
Superligakampen mellem FCN og SønderjyskE nu på søndag d. 28. november flyttes fra Farum Park til Parken. Dermed fjernes enhver tvivl om afviklingen af kampen i forhold til mængden af sne, der vil falde i Nordsjælland i weekenden.
Banen i Farum Park er ikke frostramt endnu takket være de foranstaltninger FCN og Furesø Kommune i samarbejde har gjort inden og efter vinteren har ramt Danmark. Men usikkerheden i de forskellige prognoser omkring mængden af weekendens snefald gør, at FC Nordsjælland ikke vil risikere noget i forhold til afviklingen af efterårssæsonens slutprogram og derfor vælger at vise rettidig omhu ved at flytte kampen.
-Vi kan bestemt ikke udelukke at kampen på søndag mod SønderjyskE godt kunne have været spillet hos os i Farum Park. Men vi synes ikke, det ville være professionelt eller ansvarligt overfor hverken den sportslige afvikling af Superligaen, vores kolleger fra SønderjyskE, vores fans og TV-seerne at løbe nogen former for risiko i denne sammenhæng, og derfor har vi valgt at vise rettidig omhu, siger Klubejer Allan K. Pedersen.
Kampen mellem FCN og SønderjyskE søndag kl. 16.00 spilles altså derfor i Danmarks nationalarena Parken, hvor alle fodboldglade mennesker er inviteret med. FC Nordsjælland har nemlig besluttet ikke at tage entre til kampen.