Fed-chef ser USA's økonomi som "solid"

Udgivet den 15-10-2019  |  kl. 22:41  |  

Mary Daly, der er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i San Francisco, vurderer, at USA's økonomi vokser støt, men på sigt vil problemer med strukturerne i arbejdsmarkedet udfordre væksttempoet.

- Økonomien fortsætter med at ekspandere med et solidt tempo. Jobvæksten er stærk, arbejdsløsheden er lav, forbruget sundt, og husholdningerne har fortsat tillid. De er allesammen gode tegn, sagde Mary Daly i forbindelse med en tale i Los Angeles tirsdag, ifølge Bloomberg News.

Hun understregede dog, at der er modvind for den amerikanske økonomi, herunder handelskrigen og opbremsende global vækst. Og det rammer fremstillingssektoren og erhvervslivets investeringslyst. Rentesænkningerne fra Federal Reserve i både juli og september bør dog "hjælpe økonomien med fortsat at vokse".

Mary Daly efterlyser dog reformer, som kan trække flere amerikanere fra sidelinjen og ind i jobmarkedet. Her peger San Francicso-chefen på at øge kvindernes deltagelse i arbejdsmarkedet ved forbedrede barsels- og forældreorlovsordninger og at få flere minoriteter på universitetet. Uden den slags tiltag vil væksten i USA ikke komme over 2 pct.

- At udligne uddannelsesraterne og karrieremulighederne for mindre velstillede grupper kunne producere et betydeligt økonomisk boost.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯