Fed ser nu kun to rentesænkninger i 2025 - og løfter igen neutrale rente

Udgivet den 19-12-2024  |  kl. 06:35  |  

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag helt som ventet sænkede sin rente med 0,25 pct.point, regner med at fortsætte sine pengepolitiske lempelser gennem 2025.

Dog ikke med samme hast eller i samme omfang, som tidligere indikeret. Samtidig har ledelsen i banken atter sat sit bud på den langsigtede neutrale rente en tak op.

I decembers kvartalsprognose har medlemmerne i bankens ledelse - målt på medianen - nemlig indikeret, at renten vil blive sat ned to gange med hver 25 basispoint til en rente ved udgangen af 2025 på 3,875 pct.

Det fremgår af decembers kvartalsprognose, Summary of Economic Projections, fra banken.

Onsdagens bud er mindre lempeligt end den tilsvarende prognose fra september, der indikerede, at renten i 2025 ville blive sænket fire gange til intervallet 3,25-3,50 pct.

For et år siden forudså bankens ledelse desuden, at federal funds-renten ved udgangen af næste år ville ligge i 3,625 pct.

TO RENTESÆNKNINGER I 2026

Federal Open Market Committee (FOMC), som er bankens ledelsesgruppe, der har 19 medlemmer, regner nu med, at renten vil blive sat yderligere ned i 2026 til 3,375 pct., hvilket indikerer to sænkninger mere på gængse 0,25 pct.point.

I september var prognosen fra cheferne i Federal Reserve to rentesænkninger til 2,875 pct., hvilket også var forventningen for præcis et år siden.

Bankens ledelse har også for første gang budt ind på rentens bane i 2027, og her forudses en enkelt nedsættelse på 25 basispunkter til 3,125 pct.

NEUTRALE RENTE SES IGEN HØJERE

Renteudvalget vurderer onsdag også, at den langsigtede neutrale rente, der hverken sparker til væksten eller bremser den, vil ligge i 3,00 pct. Men det vil altså ifølge prognosen først ske i 2028 eller senere, at renten når det niveau igen.

I september var oplevelsen, at den neutrale rente, som ikke matematisk kan beregnes eller måles, lå i 2,875 pct.

I december 2023 var buddet på den neutrale rente på 2,50 pct. Det havde været opfattelsen i mange år i FOMC-gruppen, men både i marts, i juni og i september har den hver gang fået et nøk op med 0,125 pct.point.

FAKTA - tabel over Federal Reserves renteprognose indeholdt i Summary of Economic Projections, SEP:

2022 2023 2024 2025 2026 2027 LANGSIGTET
December 2024 ### ### 4,375% 3,875% 3,375% 3,125% 3,000%
September 2024 ### ### 4,375% 3,375% 2,875% ### 2,875%
Juni 2024 ### ### 5,125% 4,125% 3,125% ### 2,750%
Marts 2024 ### ### 4,625% 3,875% 3,125% ### 2,625%
December 2023 ### 5,375% 4,625% 3,625% 2,875% ### 2,500%
September 2023 ### 5,625% 5,125% 3,875% 2,875% ### 2,500%
Juni 2023 ### 5,625% 4,625% 3,375% - ### 2,500%
Marts 2023 ### 5,125% 4,375% 3,125% - ### 2,500%
December 2022 4,375% 5,125% 4,125% 3,125% - ### 2,500%
September 2022 4,375% 4,625% 3,875% 2,875% - ### 2,500%
Juni 2022 3,375% 3,750% 3,375% - - ### 2,500%
Marts 2022 1,875% 2,750% 2,875% - - ### 2,500%
December 2021 0,875% 1,625% 2,125% - - ### 2,500%
September 2021 0,250% 1,000% 1,750% - - ### 2,500%
Juni 2021 0,125% 0,625% - - - ### 2,500%
Marts 2021 0,125% 0,125% - - - ### 2,500%
December 2020 0,125% 0,125% - - - ### 2,500%
September 2020 0,125% 0,125% - - - ### 2,500%
Juni 2020 0,125% - - - - ### 2,500%
Marts 2020* - - - - - ### 2,500%

* Da coronapandemien brød ud, og verden lukkede ned, havde Federal Reserve to uplanlagte møder i marts 2020, hvor renten samlet set blev sat ned til 0,00-0,25 pct., mens centralbanken annullerede det oprindeligt planlagte møde. Desuden blev der gennemførte tre andre større pengepolitiske tiltag, herunder beslutningen om at foretage enorme opkøb af obligationer for at sikre likviditeten i markedet og "transmittere" den lave rente til finansmarkederne.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  macro❯  Bonds❯  USA❯