Fem vindere og tabere fra Jyske Bank

Udgivet den 02-11-2005  |  kl. 10:00  |  

Jyske Bank har i et analysenotat udvalgt fem danske vindere, som banken anbefaler, man køber. Tilsvarende har banken udset fem aktier, som man bør undgå eller overveje at sælge, såfremt man ejer dem.

I denne uge erstattes Københavns Lufthavne af Coloplast på Sælg-listen.

Investeringshorisonten er den næste større kursbevægelse, men dog typisk 12 måneder. Anbefalingen er baseret på det forventede afkast relativt til KFX-indekset, p.t. 6 pct.

De fem aktier, som Jyske Bank p.t. mener, at man bør investere i, er: TrygVesta, Pharmexa, SAS, Carlsberg og Novo Nordisk.

TrygVesta anses som en attraktiv investering, da selskabet er markedsledende inden for skadesforsikring i Norden. Jyske Bank forventer endvidere en opjustering af forventningerne i andet halvår og giver aktien en målkurs på 280.

Pharmexa har lavet en god aftale med købet af GemVax, og provenuet fra den nuværende emission vil forbedre likviditeten, vurderer Jyske Bank. Efter sidste års emission kom efterfølgende en markant positiv kursreaktion, og banken giver på den baggrund Pharmexa et kursmål på 32. Risikoen i aktien er dog høj.

SAS vurderes som en aktie med høj risiko, men gives dog et kursmål på 85. Her ser Jyske positivt på den igangværende sparerunde kombineret med aftagende prispres, hvilket vil give en stor indtjeningsfremgang i 2005. Banken vurderer, at P/E vil stige fra 7,0 for 2006 til 9 i takt med, at tilliden til besparelserne vokser.

Carlsberg oplever fortsat høj vækst i Østeuropa, og Jyske Bank ser endvidere et stort restruktureringspotentiale via hård omkostningsfokusering. Banken forventer yderligere højere lønsomhed de kommende år og giver aktien et kursmål på 420 (lav risiko).

Novo Nordisk anbefales med et kursmål på 400 (tidligere 390), da Novo oplever stærk vækst inden for diabetesbehandling og er i en stærk patentsituation. Banken ser endvidere NovoSeven som et meget profitabelt bløderprodukt.

De fem aktier, som Jyske Bank mener, at man bør sælge er: Coloplast, Vestas, RTX Telecom, Schouw & Co. samt NeuroSearch.

For Coloplasts vedkommende ser banken usikkerhed omkring effekten af sundhedsreformen i Tyskland samt omkring SBU'ernes (sår-, hud- og brystpleje) indtjeningspotentiale. Aktien er for højt prisfastsat, vurderer Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk