Fiat: Ikke muligt at gennemføre børsnotering af Chrysler i år
Fiat, der er majoritetsejer af Chrysler, har meddelt, at den amerikanske bilproducent ikke vil blive børsnoteret i år. Det skriver Bloomberg News, der henviser til, at Chryslers bestyrelse bestemte sig efter at have talt med bilproducentens børsnoteringsbanker, der meddelte, at et aktiesalg i 2013 ikke længere er gennemførlig.
Fiat meddeler dog, at Chrysler vil fortsætte med at arbejde mod en børsnotering, og den italienske bilproducent kan ikke give nogen sikkerhed for om eller hvornår Chrysler vil blive børsnoteret. En børsnotering vil være afhængig af markedsvilkårene.
Fiat ligger mandag eftermiddag med et fald på 0,8 pct. i 5,91 euro.