Finnair vil udfordre SAS med nyt lavprisselskab
Det finske flyselskab Finnair har offentliggjort planer om at blive Skandinaviens førende lavprisselskab - et træk, der yderligere vil øge presset på rivalen SAS, der har lanceret lavprisselskabet Snowflake.
Finnair har tirsdag købt 85 pct. af Airlink og planlægger at lancere indenlandske og intra-skandinaviske ruter med sin seks fly store flåde fra Stockholm's Arlanda-lufthavn senere i år.
Det svenske marked er efterhånden blevet en stor slagmark for Europas lavpris-flyselskaber. Irske Ryanair har base i Skavsta-lufthavnen 100 km syd for Stockholm.
Finnair oplyser, at der er en masse ruter inden for Sverige og ud af Sverige, som SAS eller Star Alliance-medlemmerne beflyver, og det er de ruter, selskabet vil kaste sig over.