FL 2001 - Nyrup: Rød finanslov er Venstres egen skyld
København--10. november--NetPosten--Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) siger, at Venstre selv har meldt sig ud af finanslovsforhandlingerne og dermed selv er skyld i den røde farve på finansloven.
- Hvad er der nu galt med farven rød? Det er indholdet, der tæller. Venstre meldte sig ud af Finanslovsforhandlingerne og sagde dermed nej til at tage et ansvar for at føre Danmark sikkert ind i det nye århundrede. Bagefter var deres største kritik mod Finansloven 2001, som vi netop har indgået, at den er rød. Hvis det er deres største angrebspunkt, lever jeg gerne med det. Råbe op kan man altid. Skabe resultater er noget ganske andet, siger Nyrup.
Han siger, at en række af Folketingets partier i et konstruktivt samarbejde har fået brikkerne på plads i Finansloven 2001. Dermed har partnerne bag Finansloven klart tilkendegivet, at man også næste år ønsker en ansvarlig politik, der sikrer Danmarks fremtid.
- Regeringens vision for Danmarks fremtid er klar: Danmark skal have det fulde udbytte af den nye globale vidensøkonomi, og vi skal udvikle et holdbart velfærdssamfund. Kvaliteten af skal velfærden forbedres. Alle grupper skal sikres overskud til samvær, omsorg og kreativitet, så vi styrker sammenholdet og samarbejdet og undgår tendenser til splittelse i vort samfund, siger statsministeren.
Med finansloven for år 2001 er Danmark endnu bedre rustet til at imødegå fremtidens mange udfordringer. For regeringen er der ingen konflikt mellem visionen om et konkurrencedygtigt Danmark og et holdbart Danmark.
- For mig har det altid været resultaterne, der tæller. Det er en stor glæde at kunne arbejde til gavn for Danmark med en finanslov 2001. At Venstre og Konservative føler særskilt fornøjelse ved at unddrage sig ansvaret og forblive på sidelinjen er helt deres egen sag det har bare ikke noget at gøre med at skabe resultater til gavn for Danmarks fremtid, siger Nyrup.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›