FLS belønnes for opløftende regnskab
FLSmidth starter handelsdagen med et soloridt i front for C20 Cap-indekset. Ingeniørkoncernen belønnes af investorerne for et regnskab for første kvartal, der på mange punkter overraskede positivt.
Både ordreindgangen og omsætningen var højere end forudset i kvartalet, og da marginalen var omtrent som ventet, gav det også udslag i en pænere bundlinje, end analytikerne havde ventet.
Det giver efter ti minutters handel udslag i en kursstigning på 5,6 pct. til FLS-aktien, der nu ligger i 328,20 kr. Det er det højeste i 12 måneder.
Generelt peger tonen i regnskabet på, at bunden af det for FLSmidth vigtige minemarked er ved at være nået, så der kan meget vel være fremgang i vente i resten af 2014, lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der følger FLSmidth som aktieanalytiker hos Sydbank.
- På de fleste områder er det lidt bedre, end jeg havde regnet med. Tonen er i retning af, at vi er på bunden af mineralmarkedet lige nu, og på ordresiden holder FLSmidth skindet på næsen, siger analytikeren til Ritzau Finans..
Omsætningen løb samlet op i 5297 mio. kr. mod 5920 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Analytikernes forventninger var en omsætning på 5006 mio.kr. Overskudsgraden (EBITA) var på 6,2 pct. i kvartalet mod en ventet overskudsgrad på 6,3 pct. ifølge tal indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
Ordreindtaget faldt i kvartalet til 4841 mio. kr. fra 5027 mio. kr. i samme periode 2013. Men analytikerne havde estimeret et større fald i ordreindtag i kvartalet på 4515 mio. kr.
Før skat tjente FLSmidth 175 mio. kr. i årets første tre måneder mod 66 mio. kr. i samme periode året før. Ifølge de estimater, SME Direkt havde samlet ind, var konsensus et overskud før skat på 136 mio. kr.
FLSmidth fastholder i sit regnskab for andet kvartal forventningerne til hele året.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›