FLS får ordrer på 110 mio kr til El Salvador
El Salvadors eneste cementvirksomhed, den privatejede Cementos de El Salvador S.A. (CESSA), har placeret en ordre hos F.L.Smidth til en værdi af 110 mio. kr. svarende til 13,5 mio. US-dollar.
F.L.Smidth skal på turnkey-basis konvertere en produktionslinie på kundens fabrik ved byen Metapan nær grænsen til Guatemala, således at cementproduktionen ikke længere sker med olie som brændsel men med petcoke, som er en billigere energikilde.
Hovedparten af ordresummen indtægtsføres i år samt frem til foråret 2003, hvor produktionslinien efter et kort drift-stop skifter fra olie- til kulfyring. Ordren, der finansieres af kunden selv, påvirker ikke FLS Industries' senest offentliggjorte indtjeningsforventninger for 2002.
FL Smidth var med til at opbygge fabrikken tilbage i 1960'erne.