USA/lukning: S&P 500 sluttede over 6000 indekspoint - Tesla helt i front
De amerikanske aktier steg igen mandag. Selv om det kun var med ganske lidt, så lykkedes det dog for S&P 500-indekset for første gang nogensinde at lukke i et niveau over psykologisk vigtige 6000 indekspoint.
Det var også rekorder til såvel Dow Jones som til Nasdaq.
Sidste uge var årets hidtil bedste med et samlet plus på 4,7 pct., da investorerne fejrede en valgsejr til Donald Trump og republikanerne i håbet om mere erhvervs- og vækstvenlig politik, ligesom markedet fik den ventede rentesænkning fra Federal Reserve, som trods stigende markedsrenter heller ikke tog en lempelse igen i december af bordet.
Og medvinden fra de to forhold blæste stadig på aktiemarkedet mandag. Tirsdag morgen tyder udviklingen på futures markedet for de tre ledende aktie indeks på en mere stille dag. Futures for dem ligger ved 6-tiden omkring uændret med et lille pil ned.
Mandag var det de cykliske sektorer, der trak op, ligesom Tesla fortsatte fremgangen efter valgsejren til topchef Elon Musks nye og nære ven. Elbilproducenten er nu steget med næsten 45 pct. siden sidste mandag.
Omvendt var der salgspres på flere navne i chipsektoren, ligesom Apple faldt.
Det brede S&P 500-indeks steg 0,1 pct. til 6001,35 indekspoint og årets 51. rekord, mens Dow Jones vandt 0,7 pct. til rekord nummer 41, og Nasdaq vandt 0,1 pct. til lukketop 31 i 2024.
- Med valget og endnu en rentesænkning i bakspejlet er spørgsmålet, om aktieoptimisterne kan blive ved med at skubbe markedet til nye højder, siger Chris Larkin, investeringschef hos E*trade, til Bloomberg News.
- Bortset fra mulig gevinsthjemtagning efter sådan en fremgang, kan denne uges inflationsdata afgøre, om markedet sikrer sig fremgangene.
Onsdag offentliggøres udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser i oktober, med en forventning i markedet ifølge Bloomberg News om en mindre stigning i inflationen fra 2,4 til 2,6 pct. på årsbasis.
TESLA TOPPEDE IGEN
I S&P 500-indekset var det mandag cyklisk forbrug, der klarede sig bedst, med et plus på 1,8 pct. Finansaktierne løftedes også 1,4 pct., mens industriaktierne vandt 0,8 pct.
I den anden ende var det it-aktierne, som hang mest med 0,9 pct., mens den sidste af de tre vækstsektorer, kommunikationsservice, tikkede op med 0,5 pct.
I hovedindekset var det igen Tesla, der fredag for første gang siden april 2022 igen havde en markedsværdi over 1000 mia. dollar, som trak mest op med et plus på hele 9,0 pct. til 350 dollar.
Reelt set har der den seneste uge ikke været konkrete kurspåvirkende nyheder ude - andet end Donald Trumps sejr ved valget. Finanshuset Wedbush løftede dog netop mandag sit kursmål af aktien fra 300 til 400 dollar af samme grund.
ANSÆTTER 1000 AI-SÆLGERE
En anden stor vinder mandag er softwareselskabet Salesforce, som steg med 6,1 pct., hvilket også var fjerde dag i træk med plus. Nyheden var her, at Salesforce vil ansætte 1000 nye medarbejdere til at sætte gang i salget af AI-produkter.
I den negative skål lå derimod andre store teknologinavne. Apple mistede 1,2 pct., mens Microsoft faldt 1,1 pct. Chip-kæmpen Nvidia mistede desuden 1,6 pct., mens Broadcom dykkede 2,6 pct. Desuden var der mandag et minus på 0,6 pct. til Amazon, ligesom Meta Platforms tabte 1,1 pct.
Derimod var der solid fremgang til bankerne, hvor Wells Fargo gik op med 3,6 pct., og JPMorgan Chase vandt 1,0 pct. Desuden var der et plus på 2,1 pct. til Bank of America.
Donald Trumps valgsejr har løftet forventningerne til bankerne på grund af en forventning om mere vækst, højere renter og dermed større renteindtægter og mindre regulering fra myndighedernes side.
Bristol-Myers Squibb, som i september fik den første USA-godkendelse af et nyt skizofreni-middel i syv år, var mandag også i fokus med et plus på 10,5 pct.
Fremgangen skyldtes dog, at konkurrenten Abbvie leverede skuffende data fra to forsøg med lægemiddel til behandling af skizofreni, hvilket sendte den aktie ned med 12,6 pct.
Der var mandag også masser af fokus på kryptomarkedet, da bitcoin i weekenden kravlede over 80.000 dollar og mandag lå i 87.129 dollar. Der regnes nu i markedet med en sandsynlighed for at nå 100.000 dollar inden nytår på 38 pct. mod 8 pct. ved årets start.
Microstrategy, som netop har købt 27.200 bitcoins, vandt på den baggrund 25,7 pct., mens mineren Marathon blev løftet 29,9 pct., og kryptobørsen Coinbase gik frem med 19,8 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›