FLS/CEO: Stærk Mining-forretning skal nok komme godt igen

Udgivet den 04-08-2020  |  kl. 10:28  |  
FLSmidth

FLSmidth var hårdt ramt af coronakrisen i andet kvartal, hvor nedlukninger har gjort mange ting vanskelige for ingeniørkoncernen.

Men det danske selskab er godt på vej tilbage på sporet, og særligt Mining-forretningen har alle forudsætninger for at komme stærkt tilbage, lyder det fra Thomas Schulz, der er administrerende direktør hos FLSmidth, efter tirsdagens regnskab for andet kvartal.

Alle grundlæggende forudsætninger er nemlig på plads for FLSmidths største forretningsområde, men lige nu gør nedlukninger og rejserestriktioner fortsat livet besværligt for selskabet og dets kunder.

- Mining er en meget sund forretning. Råvarepriserne stiger over en bred kam, og guldpriserne er på sit højeste niveau nogensinde. De globale råvarelagre falder, hvilket er et meget positivt tegn, siger Thomas Schulz til Ritzau Finans.

- Hvis man kombinerer det med stigninger i råvarepriserne, ved man, at man er på vej ind i en ikke dårlig tid. Problemet er timingen. Hvornår stopper nedlukningerne, for så kommer forretningen godt igen, fortsætter han.

I andet kvartal faldt omsætningen i Mining-divisionen til 2520 mio. kr. fra 3221 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år, og indtjeningen (EBITA) bakkede til 196 mio. kr. fra 336 mio. kr.

Samtidig faldt ordreindgangen til 2223 mio. kr. fra 3075 mio. kr. i andet kvartal 2019.

Alle tre tal var dog over forventningerne i markedet, og kigger man på ordreindgangen i Mining i første halvår, steg den til 7437 mio. kr. fra 6083 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år - trods coronaviruspandemien.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder