FLSmidth afhænder materialehåndteringsaktiviteter til kinesere

Udgivet den 09-01-2019  |  kl. 15:56  |  
Aktie tabel

Ingeniørkoncernen FLSmidth har solgt dele af de materialehåndteringsaktiviteter, som siden 2015 har været indregnet som ophørende aktiviteter i det danske selskab.

Køber er kinesiske Rainbow Heavy Machineries, men der oplyses ikke nogen pris på frasalget.

Transaktionen struktureres som et salg af visse af aktiverne, mens den resterende del fortsat vil optræde under ophørende aktiviteter i FLSmidths regnskabsbøger, oplyser selskabet.

Fremover vil FLSmidth helt ophøre med at drive materialehåndteringsaktiviteter, der ikke vedrører mineforretningen, fremgår det.

FLSmidth har længe gerne villet af med aktiviteterne, der i 2017 havde en omsætning på samlet 880 mio. kr.

Transaktionen, der i øvrigt ventes gennemført med udgangen af januar, medfører overdragelse af medarbejdere, brand og immaterielle rettigheder til Rainbow Heavy Machineries, mens alle de igangværende projekter vil fortsat blive varetaget af FLSmidth.

Leveringen af disse sker dog i henhold til en driftsaftale med køber. Alle projekterne ventes afsluttet i løbet af de kommende to år.

Salget får i øvrigt ingen effekt på forventningerne til 2018, fortæller FLSmidth.

Onsdag eftermiddag stiger aktien i ingeniørkoncernen med 3,5 pct. til 330,10 kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder