FLSmidth siger farvel til to chefer
FLSmidth skifter ud i ledelsen med afgangen af Joshua Meyer, direktør for Mining Service Business Line, og Annette Terndrup, juridisk direktør, som begge forlader selskabet.
Det skriver FLS i en meddelelse tirsdag.
- I de sidste mange år har vi fokuseret på at definere vores kerne og positionere virksomheden til fremtidig vækst, og både Josh og Annette har spillet en afgørende rolle i at drive denne transformation, siger Mikko Keto, administrerende direktør hos FLS, i meddelelsen og ønsker de to afgående direktører det bedste i deres fremtidige bestræbelser.
Joshua Meyer forlader FLSmidth ved udgangen af året, mens Annette Terndrup træder fra i slutningen af februar næste år.
Mens der ledes efter en ny direktør for Mining Service Business Line, vil rollen som juridisk chef ikke længere være en del af det øverste ledelsesteam. Det sker som led i en ny virksomhedsmodel, som FLS er ved at implementere, lyder det i meddelelsen.
Indtil en erstatning for Joshua Meyer er fundet, vil Alanas Kraujalis påtage sig den daglige ledelse af Service Business Line. Alanas Kraujalis har været i FLSmidth i mere end 10 år og er i forvejen direktør for Consumables.
For blot to uger siden sagde den danske ingeniørkoncern også farvel til daværende chef for produktdelen i mineforretningen, Chris Reinbold.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯