Alm. Brand Group holder fast i ambitionerne for 2025

Udgivet den 22-01-2025  |  kl. 09:20  |  
Arkiv: Foto

Alm. Brand Group venter yderligere fremgang i forsikringsresultatet i 2025. Det fremgår af en meddelelse med foreløbige regnskabstal for 2024 og en tidlig prognose for 2025.

I år ventes et forsikringsresultat opgjort eksklusive afløbsgevinster på 1,5-1,7 mia. kr. mod 1,44 mia. kr. i 2024.

Og prognosen ændrer ifølge Alm. Brand dermed ikke på den tidligere kommunikerede målsætning for 2025 om et forsikringsresultatet - her opgjort inklusive afløb - på 1850 mio. kr.

Afløbseffekter dækker over de som regel tilbagevendende kvartalsvise tilbageførsler af hensættelser til erstatninger.

- Målsætningen for 2025 om et forsikringsresultat inklusive afløb på 1850 mio. kr. og combined ratio på 84,5 pct. er uforandret. Forventningerne til 2025 eksklusive afløb flugter med målsætningen for 2025 inklusive afløb ved et langsigtet forventet afløbsresultat på omkring 2 pct. af præmieindtægterne. Dette på trods af et lavere renteniveau og et generelt højere omfang af motorskader, end da målsætningen blev fastlagt i 2022, skriver Alm. Brand Group.

TOPCHEF: 2024 GIVER GODT AFSÆT FOR 2025

Forsikringskoncernen kan desuden fortælle, at forsikringsindtægterne sidste år landede på 11,1 mia. kr., og at combined ratio - det vil omkostninger og erstatninger som andel af forsikringsindtægterne - blev 87,0 pct.

Desuden landede investeringsresultatet på 440 mio. kr.

Andre indtægter og omkostninger var stort set forventet og dermed endte 2024-resultatet før særlige poster og skat på 1,75 mia. kr.

- 2024 blev et år, hvor vi hjalp usædvanlig mange kunder med bilskader og skader i forbindelse med danskernes stigende rejseaktivitet. Vi glæder os over, at vi med en god afslutning på året samtidig kan præsentere et tilfredsstillende forsikringsresultat.

- Resultatet giver et godt afsæt ind i 2025, hvor vi forventer at fortsætte den positive udvikling. Det betyder, at vi i år endegyldigt kan realisere vores langsigtede målsætninger for integrationen af Codan på trods af faldende renter og et markant stigende omfang af bilskader i tiden siden sammenlægningen i 2022, siger Rasmus Werner Nielsen, topchef i Alm. Brand ifølge en meddelelse.

Selve årsregnskabet offentliggøres som tidligere meddelt den 5. februar.

Alm. Brand stiger 1,2 pct. oven på meddelelsen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Seneste nyheder