FOA ønsker frit overenskomstvalg

Udgivet den 30-10-2000  |  kl. 10:14  |  

København--30. oktober--NetPosten--Formanden for de 203.000 offentligt ansatte i FOA, Poul Winckler, foreslår, at folk selv skal have lov til at vælge, hvilken overenskomst de vil være dækket af, skriver Aktuelt mandag.

- I yderste konsekvens skal medlemmerne selv have lov til at bestemme, hvilken overenskomst de vil være medlemmer af, siger han.

Poul Winckler mener, at forbund, der konkurrerer om medlemmerne, burde enes om en fælles overenskomst.

- Kan de ikke finde ud af det, må man have to parallelle overenskomster, som medlemmerne så må vælge imellem, siger han.

Formanden for SID, Poul Erik Skov Christensen, mener ikke, at det er nogen god idé.

- En af vores styrker som fagbevægelse har været, at der har været en klar ansvarsfordeling og én forhandler. Hvis forskellige forbund havde forskellige interesser, kunne arbejdsgiveren spille dem ud mod hinanden. Og det ville stille spørgsmål om, hvilken fagforening, der skal løse opgaverne, siger SID-formanden.

Udgivet af: NPinvestordk