Fondsbørsen indfører lukkeauktion fra i dag
Københavns Fondsbørs indfører fra i dag en daglig lukkeauktion på aktiemarkedet i forbindelse med, at handelssystemet lukker.
Lukkeauktionen vil blive gennemført på samme måde, som det kendes fra den daglige åbningsauktion, men lukkeautionen er kortere.
Auktionen vil være identisk med den lukkeauktion, der anvendes på børserne i Stockholm og Oslo. Den nuværende kontinuerlige handel vil løbe frem til kl. 16.50. Herefter begynder lukkeauktionen, som slutter inden kl. 17.00, hvilket er børsens officielle lukketidspunkt. Alle aktier går ind i callen samtidigt og lukker derefter i samme rækkefølge som ved børsens åbning om morgenen.
Lukkeauktionen indledes kl 16.50 og slutter kl 16.53. Derefter begynder matchningen, som afsluttes kl 17.00, børsens officielle lukketidspunkt. Lukkeauktionen anvender åbent opråb, hvilket betyder, at markedsdeltagerne modtager information om de fem bedste prisniveauer, summariske mængder samt en indikativ auktionskurs, hvis en sådan eksisterer. Auktionskursen fastsættes på det prisniveau, hvor den største mængde kan omsættes.
Sker der ingen handel i en aktie under lukkeauktionen, vil lukkekursen svare til den nuværende lukkekurs, der dannes på basis af den seneste handel.
Via lukkeauktionen dannes lukkekursen, som vil erstatte den nuværende lukkekurs.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›