Formuepleje henter aktiestrateg i Alm Brand
Formuepleje har ansat Stephen Rammer som aktiestrateg.
Stephen Rammer kommer fra en stilling som analysechef (Head of Equity Research and Strategy) i Alm. Brand Markets, hvor han har haft ansvaret for aktiestrategien og opbygningen af hele aktieanalysen hos Alm. Brand Bank.
Før den tid har Stephen været i Svenska Handelsbanken, i Handelsbanken Capital Markets i Danmark og London samt i Gudme Raaschou.
Stephen Rammer har mange års aktieerfaring og er gennem sin karriere gentagne gange blevet bedømt som en af de bedste analytikere i Danmark generelt samt inden for sektorerne Transport og Energi af bl.a. Prospera, Økonomisk Ugebrev, Børsens Nyhedsmagasin etc.
- Det er mig en stor glæde at byde Stephen Rammer velkommen. I Formuepleje bliver det først og fremmest Stephens ansvar at sikre en god performance til vores kunder via Formueplejes aktiestrategi. Samtidig er det klart, at vi med Stephen i hovedrollen får styrket vores aktieteam betydeligt. Stephen kan bidrage med en lang række væsentlige input til vores investeringsproces. I mine øjne øger det sandsynligheden for, at vi hurtigere får indhentet noget af det tabte i 2008, som jo tegner til at blive det værste aktieår i nyere tid, udtaler investeringschef i Formuepleje A/S, Søren Astrup.
- Jeg har igennem en årrække næret stor respekt for Formueplejes grundlæggende investeringskoncept og ser frem til at blive en del af det team, som skal sikre en stærk platform for fremtidige investeringsresultater, siger Stephen Rammer, der tiltræder sin stilling den 1. december.