Fortsatte fald i olieprisen - frygt for nedgang i verdensøkonomien

Udgivet den 18-07-2008  |  kl. 07:28  |  

Crude Oil faldt endnu engang torsdag med 4 pct., i kølvandet på onsdagens fald på over 3 pct. Olieprisen endte torsdagen lige under 130 USD pr. tønde i 129,29 USD pr. tønde og er dermed faldet med over 18 USD siden rekorden i sidste uge på 147,27 USD pr. tønde.

Det store fald i olieprisen sker efter frygt for global nedgang i verdensøkonomien og dermed mindre efterspørgsel på olie, hvilket allerede er begyndt at kunne ses på den amerikanske efterspørgsel på råolie, der er faldet med 2 pct. siden sidste år.

Faldet i olieprisen kommer også i kølvandet på tal for væksten i den kinesiske økonomi, der viser en mindre vækst på 10,1 pct. i andet kvartal i modsætning til første kvartal, hvor kineserne oplevede en vækst på 10,6 pct. Ethvert tegn på nedgang i væksten i Kina eller Indien vil have en stor effekt på olieprisen.

- Hvis vi ser flere tegn på nedgang i væksten, kan prisen på olie nærme sig 100 USD, udtaler Kyle Cooper en analyst fra IAF Advisors i Houston.

Guld endte torsdagen med et mindre fald på 0,19 pct. i kølvandet på onsdagens fald på1,67 pct.. Guldprisen sluttede torsdagen i 956,12 USD pr. ounce.

Sølv endte dagen med et lidt større fald end guld på 1,39 pct. til 18,48 USD / ounce.

Udgivet af: NPinvestordk