Forventningerne til dansk økonomi stiger i ny prognose
Der forventes en vækst i dansk økonomi på 2,7 procent i 2024 og 1,8 procent i 2025, og inflationen skønnes at komme til at ligge på 2 procent i perioden.
Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, regeringens prognose for dansk økonomi, som økonomiminister Stephanie Lose (V) præsenterer torsdag.
I den seneste prognose fra december var forventningerne til væksten markant lavere end i den nye. Her lød forventningen på en vækst på 1,4 procent i 2024 og 1,0 procent i 2025.
Inflationsmæssigt er de 2 procent et ønskværdigt sted at ligge. Her vil priserne stige stødt i takt med forventeligt også lønniveauet hos danskerne.
Økonomisk Redegørelse udkommer sædvanligvis tre gange om året - maj, august og december.
På beskæftigelsen ventes der samlet set et fald på 5000 personer på de to år. Den ventes at stige med 13.000 i 2024, men falde med 18.000 i 2025.
En ventet opjustering af råderummet står der ikke noget om i den økonomiske redegørelse. Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde dog tidligere i maj, at et nyt tal ville blive meldt ud kort efter den økonomiske redegørelse og før en økonomiaftale for kommunerne.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›