Frankrig indsætter 30.000 betjente i forbindelse med parlamentsvalg

Udgivet den 04-07-2024  |  kl. 13:59  |  

For at sikre, at der ikke opstår uro i forbindelse med valget til Nationalforsamlingen i Frankrig, indsættes 30.000 betjente rundt omkring i landet søndag.

Heraf indsættes 5000 i hovedstaden, Paris.

Det fortæller den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, til tv-stationen France 2 TV ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Betjentene skal "sikre, at det ekstreme højre og det ekstreme venstre ikke udnytter situationen til at skabe kaos", siger Darmanin.

Ministeren fortæller, at han ønsker at være "meget forsigtig" i forhold til sikkerheden, når det endelige valgresultatet bliver offentliggjort sent søndag aften.

Den franske valgkamp har været præget af både politiske spændinger, men også af politisk motiveret vold.

Talskvinden for den franske regering, Prisca Thevenot, fortæller til avisen Le Parisien, at hun og hendes kampagnehold onsdag aften blev overfaldet af en gruppe på omkring ti unge.

Det skete, mens hun og holdet var i færd med at hænge valgplakater op.

Talskvinden kom ikke selv til skade ved overfaldet, men det gjorde to fra hendes kampagnehold, ifølge Thevenot.

Også en kandidat fra National Samling (RN) hævder onsdag at være blevet udsat for et overfald.

Første valgrunde fandt sted søndag den 30. juni. Den anden og sidste valgrunde afvikles søndag.

Anden valgrunde vil afgøre om det højreorienterede og stærkt immigrationskritiske RN for første gang kan mønstre et parlamentarisk flertal og dermed kan danne regering i Frankrig.

Ifølge en meningsmåling, som instituttet Harris Interactive offentliggjorde onsdag, kan en taktisk manøvre fra Frankrigs centrum- og venstrefløjskandidater have gjort det scenarie mindre sandsynligt.

RN og partiets allierede står ifølge den nye måling til mellem 190 og 220 pladser, mens centrum-højrepartiet Republikanerne står til 30 til 50 pladser.

Nationalforsamlingen har 577 medlemmer, og et flertal kræver dermed 289 pladser.

Målingen er offentliggjort, efter at over 200 kandidater på tværs af det politiske spektrum har trukket sig.

Det har de gjort med det formål at samle opbakning om den kandidat, der bedst har mulighed for at slå kandidaten fra National Samling i deres valgkreds. Taktikken kaldes "den republikanske front".

Før kandidaterne havde trukket sig, viste målingerne, at National Samling havde kurs mod mellem 250 og 300 pladser i Nationalforsamlingen.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Seneste nyheder