Fredagens aktier: C20 Cap fik hovedet oven vande

Udgivet den 19-04-2013  |  kl. 17:03  |  

Efter fem handelsdage på stribe med fald kunne det toneangivende C20 Cap indeks fredag lukke med et mindre plus på 0,5 pct. til indeks 556,26. Ugen satte sig dog sine spor, og den samlede status var et dyk på 2,7 pct. fra indeks 571,58 sidste weekend. Indekset var en overgang over 1 pct. oppe fredag, men købslysten svandt ind op af eftermiddagen.

Fredag var der overvægt af plusser blandt medlemmerne i det danske indeks, mens der over ugen blev uddelt øretæver til flere aktier. Værst i ugen gik det for Coloplast, der måtte notere sig et kursfald på 2,2 pct. på dagen og 8,7 pct. på ugen til 294 kr. Specielt onsdag blev en dyr dag for aktien med et fald på 4,0 pct.

Salgspresset er udløst af frygt for, at Coloplast må til lommerne for at betale erstatning til kvinder i USA, der har oplevet komplikationer ved såkaldte "mesh", der bruges til behandling af nedsunket underliv. Over 300 sager er registreret i forbindelse med et større søgsmål i USA.

- Der er begyndt at dukke rigtigt mange sager op, og lægger man nogle worst case-scenarier til grund, kan det komme til at koste Coloplast ret mange penge, forklarede analytiker i ABG Sundal Collier Morten Larsen til Ritzau Finans onsdag.

I to lignende sager er der blevet tilkendt erstatninger på 3,35 og 11 mio. dollar.

Fredag lagde Vestas blandt de bedste i C20 Cap med en stigning på 3,6 pct. til 44,11 kr. Det maskerede dog et samlet fald i ugen på 7,8 pct. efter nyheden om, at finansdirektør Dag Gunnar Andresen trak sig af personlige årsager. Den snart forhenværende finansdirektør nød stor respekt og har stået bag selskabets markante restrukturering.

Isoleret fredag faldt Tryg med 5,3 pct. til 455,60 kr. Det var dog udløst af, at der fragik udbytte på 26 kr. og eksklusiv denne effekt steg aktien en smule.

I den modsatte ende af indekset lå Novozymes stærkt til fredagens igennem og lukkede med en stigning på 3,6 pct. til 207,20 kr. Novozymes var dermed 1 af blot 2 aktier, der kunne notere et samlet plus for ugen.

Nordea hævede sin anbefaling to takker til "køb" fra "sælg", mens kursmålet blev løftet med godt 56 pct. til 235 kr. fra tidligere 150 kr.

- De nuværende lave forventninger til første kvartal ses som en købsmulighed. Opjusteringen skal ses i lyset af strukturelt højere forventninger til især lønsomheden de kommende år, som vil udmønte sig i et nyt aktietilbagekøb, medmindre nye opkøb foretages, skrev Nordea i sin morgenkommentar.

Aktierne i A.P. Møller - Mærsk sneg akkurat et plus hjem fredag, hvor B-aktien steg med 0,4 pct. til 40.480 kr. Det på trods af, at ugens tal for spotraterne mellem Asien og Europa viste endnu et skarpt fald og nu er faldet med omkring 40 pct. på en måned til det laveste niveau i over et år.

De faldende rater er udløst af en opblusset krig mellem rederierne, og Maersk Line gør sig nu klar til at forsvare sin markedsandel. Det var netop en krig om markedsandele i en situation præget af overkapacitet, der i slutningen af 2011 og starten af 2012 skabte store underskud for verdens rederier.

- Nogle af de andre linjerederier har valgt at svare igen på den lavere efterspørgsel ved at sænke priserne. Det vil blot betyde en total priskrig: en udvikling, der bekymrer os. Mens vi fortsætter arbejdet ned at justere vores udgifter, skal der ikke være tvivl om, at Maersk Line er fast besluttet på at forsvare sin markedsandel uanset omkostningen, skrev Vincent Clerc, Maersk Lines Chief Trade and Marketing Officer, til mediet Shippingwatch.

I telebranchen trak et dårligt regnskab fra TeliaSonera TDC ned med 1,8 pct. til 43,46 kr. TeliaSonera havde ganske skidt første kvartal, og der var ingen gode nyheder fra det danske marked.

Mobildivisionens omsætning på det danske marked faldt med 15,3 pct. til 1049 mio. skr. fra 1301 mio. skr. i første kvartal 2012, mens driftsresultatet (EBITDA) faldt til 131 mio. skr. i perioden fra 138 mio. skr. i den tilsvarende periode sidste år.

Uden for C20 havde Brøndby en frygtelig fredag efter en lige så frygtelig uge. På grønsværen tabte Brøndby søndag Sønderjyske i en vigtig bundstrid og torsdag røg holdet ud ad pokalkampen til Esbjerg på mål i overtiden.

Den trængte fodboldklub, der arbejder på at rejse mindst 60 mio. kr. før 1. maj via en fortegningsretsemission for at beholde sin superligalicens, oplevede et aktiedyk i ugen på 37,9 pct. til 4,47 kr. Tegningsretterne til emissionen faldt med 95,7 pct. på ugen til 1 øre. Alene fredag faldt aktien 10,6 pct. og tegningsretterne 75 pct.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk