Fredagens aktier: Nedtur til Novo Nordisk og medicinalsektor trækker C25 i rødt
Medicinalaktierne gav fredag de danske investorer hovedpine. Det største fald i C25-indekset gik til sværvægteren Novo Nordisk.
I den anden ende af indekset lå Mærsk-aktierne, der blev løftet efter den tredje uge i streg med fremgang for SCFI-rateindekset.
- Det er lidt med negativt fortegn fredag, siger Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk, der særligt fremhæver medicinalaktierne.
De klarede sig dårligt både i Europa og på det danske marked fredag, hvilket også påvirkede C25-indekset, der rummer mange selskaber fra sektoren.
Samlet gik det danske C25-indeks således på weekend med et fald på 0,7 pct. til 1834,58 fredag. Det svarer til et fald på 1,2 pct. over ugen.
SUR DAG FOR MEDICINALAKTIERNE
Tre medicinalaktier indtog de nederste pladser i det danske eliteindeks fredag, hvor Novo Nordisk-aktien med et minus på 3,9 pct. til 754 kr. blev bundskraber.
Der ventes i den kommende tid flere kurstriggere for danske medicinalkæmpe, hvor Martin Munk især fremhæver forsøgsdata fra det nye fedmehåb Cagrisema samt myndighedernes dom for købet af Catalent.
Fredag kom det også frem, at de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA, har sagt ja til, at Novo Nordisks ærkerival Eli Lillys storsælgende fedmebehandling Mounjaro kan bruges til behandling af obstruktiv søvnapnø hos voksne med fedme.
Samtidig beskrev Reuters fredag, at flere briter foretrækker netop Mounjaro mod fedmepå det britiske marked.
Fedmekonkurrenten Zealand Pharma fulgte tæt efter Novo med et fald på 3,0 pct. til 780,50 kr., mens Genmab fortsatte nedturen med et minus på 3,3 pct. til 1438,50 kr. efter torsdagens fald på 3,1 pct.
Bavarian Nordic, der lukker sin afdeling i San Diego, endte også i rødt med et minus på 1,1 pct. til 196,80 kr.
RATESTIGNINGER PÅ CONTAINERFRAGT
Investorerne i A.P. Møller-Mærsk kunne notere stigende fragtpriser den seneste uge. Containerindekset, SCFI, der måler spotraterne på ruter ud af Shanghai, steg med 5,7 pct. i perioden.
Det er tredje uge i streg med fremgang efter stigninger på 1,0 pct. og 3,4 pct. de to foregående uger.
Mærsks B-aktie endte i toppen af eliteindekset med et plus på 3,1 pct. til 12.050 kr., og A-aktien fulgte lige i hælene.
Der var også nyt til Vestas, der har sikret sig ordren på 1,1 GW til Inch Cape havvind-projektet ud for den skotske kyst.
Dermed bliver den betingede ordre, der blev annonceret den 30. september om aftenen, fast og ubetinget.
Vindmølleaktien faldt dog 0,7 pct. til 95,62 kr.
OPKØB, AKTIESALG OG AVANCEMENT
Skjern Bank fik også opmærksomhed og steg 9,7 pct. til 204 kr.
Aktien er dermed steget med mere end en fjerdedel siden, at Nykredit tirsdag morgen annoncerede opkøbet af Spar Nord. Milliardhandelen har udløst spekulationer om, hvilken bank der bliver det næste opkøbsmål.
Blandt sidepapirerne har Matas' administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg solgt 100.000 aktier for en samlet af værdi af 13,2 mio. kr. Salget skete tirsdag, men blev meldt ud torsdag efter børsens lukketid.
Aktien tog fredag et dyk på 2,7 pct. til 132,20 kr.
Parken er finansielt afhængig af, hvordan det går FC København, og det er nu sikkert, at FCK spiller europæisk fodbold på den anden side af nytår. For med en spillerunde igen er FC København avanceret i Conference League efter en sejr med 2-0 hjemme over skotske Hearts.
Parken steg 2,8 pct. til 130 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯