Fredagens aktier: Sundhedsaktier i toppen af svagt rødt C25-indeks

Udgivet den 20-10-2023  |  kl. 17:10  |  
Arkiv: Foto

De danske aktier fik stort set vendt den negative stemning og sluttede fredagen tæt på nul efter en særdeles rød start. I toppen lå flere sundhedsaktier, der gjorde comeback efter en svær torsdag.

- Sundhedsaktier er generelt en defensiv, forsigtig investering, og det er typisk et sted, man flygter hen, når der er problemer. Medicin er jo altid efterspurgt, uanset om der er høj- eller lavkonjunktur, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

Det danske C25-indeks faldt en smule med 0,1 pct. til 1611,96. Over ugen tabte eliteindekset 5,1 pct.

I bunden lå Pandora med et fald på 2,4 pct. i 795,00 kr. uden selskabsspecifikt nyt og Netcompany, der faldt 2,1 pct. til 233 kr.

- Det har været et par dårlige dage for de amerikanske tech-aktier. I Danmark har vi ikke nogle aktier, der direkte kan sammenlignes med tech-aktierne, men hvis der er en, der er lidt derhen af, så er det Netcompany, siger Lars Hytting.

I toppen endte Genmab, Coloplast og Bavarian. Ifølge Lars Hytting er sundhedsaktier en "sikker havn", når der er geopolitisk usikkerhed.

Alle tre aktier havde modvind torsdag, så en del af forklaringen er også, at de vandt lidt af gårsdagens tab tilbage.

Genmab lå øverst med en stigning på 3,9 pct. i 2064,00 kr., Coloplast steg 3,0 pct. til 729,40 kr. og Bavarian vandt 2,2 pct. til 130,85 kr.

Det seneste døgns kraftige blæsevejr har indtil videre resulteret i, at Topdanmark har modtaget 50 anmeldelser om typiske stormskader, og tallet forventes at stige i løbet af weekenden.

Forsikringsaktien faldt 2,1 pct. til 301,80 kr.

NOVO VIL TESTE DIABETESMIDDEL SOM FEDMEMIDDEL TIL BØRN

Novo Nordisk og konkurrenten Eli Lily vil teste velkendte diabetesmidler i en ny funktion som fedmemiddel til børn over seks år ifølge Bloomberg News.

Hos Novo Nordisk er det Saxenda, der er en mildere forløber til det meget populære Ozempic, der skal undersøges for, om midlet kan bruges til overvægtige børn.

Novo Nordisk afviste at kommentere med henvisning til stilleperioden forud for selskabets regnskab, der ventes offentliggjort 2. november, men tilbage i august oplyste det danske medicinalselskab dog, at man i en "ikke så fjern fremtid" ville se nærmere på flere studier for børn.

Novo Nordisk fik desuden løftet sit kursmål hos Nykredit Markets til 750 kr. fra 675 kr., og anbefalingen "hold" blev gentaget.

Aktien faldt 1,0 pct. til 677,70 kr.

DEMANT FÅR SÆNKET KURSMÅL

Høreapparatkoncenen Demant har fået sænket kursmålet til 285 kr. fra 297 kr. af amerikanske Morgan Stanley. Finanshuset gentager anbefalingen "ligevægt".

Demant faldt 1,1 pct. til 263,30 kr.

Ørsted har også fået sænket sit kursmål hos Nykredit Markets til 400 kr. fra 475 kr, hvor anbefalingen "hold" fortsat gælder.

Aktien steg 0,1 pct. fredag.

Nordea fik efter torsdagens regnskab hævet kursmålet en smule af kollegaen SEB. Målet sættes nu til 103,69 kr. fra 101,12 kr. og købsanbefalingen blev gentaget.

Nordea-aktien fortsatte nedturen med et fald på 1,1 pct. til 77,00 kr. efter torsdagens minus på 1,8 pct. Aktien har haft en lidt hård medfart, da prognosen blev fastholdt trods et solidt regnskab.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯